Vejret er livsfarligt – du skal virkelig passe på mandag morgen

Det er ikke sjovt, at færdes ude i trafikken mandag morgen.

Udgivet Opdateret

Vejret 12. marts 2018 starter med en advarsel. For det er farligt derude lige nu.

Denne skribent møder altid omkring 20 minutter før den officielle mødetid. Det lykkes – plus minus et par minutter – på trods af snefygning, vejarbejde eller langsomtkørende vindmølletransporter – altid. Sådan skulle det ikke være denne mandag…

Allerede søndag aften udsendte Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, et varsel om særlig tyk tåge mandag morgen. Det varsel har vist sig at holde stik.

(DMI varsler om tåge, når sigtbarheden er under 100 meter).

Store dele af landet er indhyllet i en meget tæt tåge, der kan give problemer med at se forankørende – eller bare skiltet på motorvejen, der viser, at det er på tide at blinke til højre og komme af ved den rigtige afkørsel.

Præcis hvilke dele af landet, kan du se på kortet i galleriet over artiklen. 

At vejret 12. marts 2018 hører til i den lidt risikofyldte ende, kan Lars Henriksen, vagtchef ved DMI, kun bekræfte.

– Der er tæt tåge flere steder, siger han til Newsbreak.dk.

Den tåge kan lette i løbet af dagen, men det er ikke noget, som vagtchefen kan love.

– Der er ikke meget vind, så den kan godt ligge og drille, siger Lars Henriksen.

Vejret 12. marts 2018: Pladdergråt

Det kan den – i værste fald – hele dagen, om end den sandsynligvis kommer til at aftage en smule. Det gør den forhåbentligt så småt ved 8-9-tiden mandag morgen. Alligevel skal man ikke håbe på det store klarsyn fra oven.

– Det bliver pladdergråt, som vagtchefen udtrykker det.

Hører man til de allerheldigste danskere, er der alligevel mulighed for et lyspunkt. Eller -strejf, om man vil. Allerheldigste er nøgleordet.

– Et område med regn starter i den østlige halvdel af landet og trækker vestover i løbet af eftermiddagen, siger Lars Henriksen, der kan tilføje, at der på Bornholm bliver ‘overvejende tørt med sol’.

Temperaturmæssigt kommer mandag til at ligge på mellem 3-7 grader – nogle steder dog helt op til 9-10 af slagsen.

Ikke bare koldt, men rigtigt koldt

De næste dage kommer til at byde på gråvejr – og så bliver det koldt igen.

– Fra midten af ugen og frem til weekenden er det som om, at vinteren og frosten vender tilbage, siger Lars Henriksen.

Men det er ikke det værste. På trods af, dagtimerne har et plus som fortegn, kommer det til at føles rigtigt koldt på grund af en jævn hård østenvind.

– Så selv om der er 2-5 grader om dagen, kommer det til at føles som 6-7 frostgrader, siger Lars Henriksen.

Hvor koldt, en given dag kommer til at føles – den såkaldte chill-faktor – kan du selv gå ind og beregne på DMIs vejrlommeregner.

Vejret 12. marts er altså ikke rigtig værd at skrive hjem om. Medmindre, du er en tur på Bornholm, forstås.

Og, ja, jeg nåede at slå alarmen fra, inden der skulle stemples ind.

Powered by Labrador CMS