AaB tæt på afløser for Lynge

9. marts 2013 15:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
AaB tæt på afløser for Lynge
Billede mangler

Hvem afløser Lynge Jakobsen som sportschef i Superliga-klubben AaB, når han til sommer går på pension?Svaret blæser i den stride, nordjyske forårsvind.

Men ifølge AaBs bestyrelsesformand, Finn V. Nielsen, er man tæt på en løsning:

– Vi har nedsat et ansættelsesudvalg på tre personer. De har allerede afviklet den første håndfuld samtaler med interessante emner.

Han ønsker ikke at kommentere på kulissesnakken om, at AaBs tidligere anfører Ib Simonsen, ekslandsholdsspilleren og tv-værten Peter Møller samt Sønderjyskes sportschef Ole Nielsen er med i opløbet.

– Det hverken kan eller vil jeg bekræfte. Jeg kan dog sige så meget, at vi gerne ser jobbet besat af en dansker. Og hvis denne har nordjysk baggrund, vil dette ikke komme vedkommende til skade, siger Finn V. Nielsen.

Det har tidligere været nævnt, at ansættelsesudvalget, der består af Lynge Jakobsen samt AaB-bestyrelsesmedlemmerne Nils Dorin og Jacob Møller Knudsen, præsenterer navnet på klubbens nye frontfigur i denne måned.

– Nu må vi se. Her og nu håber vi på, at have fundet en løsning inden sommerferien. Lynge stopper med udgangen af juni. Men jeg er er sikker på, at han er klar til at fortsætte lidt endnu, hvis ikke den rette person er fundet inden skæringsdatoen, siger Finn V. Nielsen, der roser Lynge Jakobsen.

– Han har på bedste vis repræsenteret AaB siden 1996. Nu synes han, det er på tide, at andre tager over efter ham. Det ønske respekterer vi naturligvis. Derfor kommer det heller ikke på tale, at vi spørger ham, om han har lyst til at fortsætte et par år mere. Faktisk tror jeg, at han vil tage en sådan forespørgsel fortrydeligt op. Når Lynge har sagt sit job op, er jeg sikker på, at det er en velovervejet beslutning, der ikke står til diskussion, siger Finn V. Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu