72-årige Aage gider ikke pension: -Hvis jeg stopper, så dør jeg!

7. juni 2017 17:27 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Flere ældre bliver på arbejdsmarkedet, og langt de fleste er mænd. Buschauffør Aage Hansen fra Kolding mener, han vil falde hen, hvis han stopper med at arbejde.

Video: TV Syd.

Når 72-årige Aage Hansen trykker på de røde knapper, så går bussens døre op.

Sådan er det gået i de snart 40 år, han har været buschauffør i Kolding.

– Det er sjovt, jeg kan godt lide det. Det er nærmest en livsstil for mig, siger han til TV Syd.

Ikke træt af at køre bus

Han lagde først gang hænderne på rattet som 19-årig.

Men på trods af det er han endnu ikke blevet træt af at køre bus.

Pensionen er fravalgt

Jobbet elsker han så højt, at han har valgt pensionen fra.

– Jeg føler ikke, jeg er klar til det endnu. Jeg tror, det er noget, man skal være parat til. Jeg tror ikke, jeg kunne få dagen til at gå, hvis jeg ikke havde noget at stå op til, fortæller Aage Hansen til TV Syd.

Flere vælger pensionisttilværelsen fra

Den beslutning er Aage Hansen fra Kolding langt fra ene om.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af borgere, der er over 67 år og i beskæftigelse, er steget i de seneste år.

Alene i Syd- og Sønderjylland er antallet gået fra 8800 personer i 2008 til mere end 14.000 personer i 2015.

– Jeg tror, jeg vil falde sammen, hvis jeg ikke arbejdede. Der vil måske gå to-tre år, så lever man ikke mere. Jeg ville kede mig efter de der to-tre år, og så dør jeg, fortæller Aage Hansen om sin beslutning.

Flest mænd bliver på arbejdsmarkedet

Typisk er det også flest mænd, som bliver på arbejdsmarkedet, selvom alderen stiger. Tre gange så mange mænd som kvinder over 67 år er stadig på arbejdsmarkedet. Aage Hansen ved endnu ikke, hvornår han selv når det stoppested i livet, hvor han selv er nødt til at stå af bussen.

– Så lang tid, jeg er sund og rask, fortsætter jeg, slutter Aage Hansen.

Se videoen øverst i artiklen…

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu