Aarhus bevarer og småjusterer magistratstyre

19. marts 2013 08:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Aarhus bevarer og småjusterer magistratstyre
Billede mangler

Efter flere måneders arbejde i et styreformsudvalg samt lange forhandlinger i Aarhus Byråd mandag aften står det klart, at landets næststørste by bevarer sin nuværende styreform, magistratstyret, med én borgmester og fem rådmænd. Dermed fik borgmester Jacob Bundsgaard (S) ikke den enhedsstyreform, hvor flertallet bag borgmesteren vælger rådmændene.

 

»Vi har lavet en aftale, som i høj grad styrker åbenhed og borgerinddragelse i kommunen. Det er jeg meget tilfreds med, og det viser samtidig, at byrådet har lyttet til de mange gode forslag fra borgerne. Jeg ville gerne have haft en mere ambitiøs aftale og for eksempel indført enhedsforvaltning, men med den nye aftale har vi taget mange skridt i den rigtige retning,« siger Jacob Bundsgaard.

Venstre er ikke synderligt tilfreds med forliget og kritiserer borgmesteren for ikke at ville udvikle kommunen.

»Desværre viste borgmesteren endnu engang, at hans mål er at drifte kommunen frem for at udvikle den. Eksempelvis var der i det oprindelige udspil forslag om 13 nye arbejdsgrupper og analyser, der blot skulle forberede retningen for den kulturændring alle har efterlyst,« siger Bünyamin Simsek, rådmand for teknik og miljø og borgmesterkandidat for Venstre.

Hos den konservative byrådsgruppe er der tilfredshed med aftalen om den fremtidige struktur, der lægger op til større indflydelse for lokale virksomheder og borgere og omfatter en ny 24-timers service på klagesager. Det skal være med til at skabe en mere serviceorienteret kommune, lyder det.

»Vi fastholder en politisk hverdag, hvor byrådet har det sidste ord at skulle have sagt, men hvor vi samtidig giver mulighed for tættere politikudvikling mellem udvalg og magistrat. Hvis Århus skal fastholde væksten og fortsat være en attraktiv kommune, så er det vigtigt, at vi indretter os efter borgerne, foreningernes og virksomhedernes behov. Det giver forliget gode muligheder for,« siger kulturrådmand Marc Perera Christensen (K).

I aftalen ligger også, at byrådet i begyndelsen af en byrådsperiode skal opstille konkrete mål for byen i et samspil med borgere, foreninger og virksomheder, og at kulturen i Aarhus Kommune bliver ændret, så der i højere grad samarbejdes på tværs af kommunen. En ændret kultur skal sammen med etableringen af arbejdsgrupper med deltagelse af borgere, virksomheder, foreninger og ansatte i kommunen munde ud i en bedre service, lyder det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu