Aarhus frygter ikke Københavns magneteffekt

24. januar 2013 11:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Aarhus frygter ikke Københavns magneteffekt
Aarhus

Arkivfoto.

Landets næststørste by og Region Midtjylland vil investere millioner i kreativ vækst og er nogenlunde rolige over nye tal, der viser, at størstedelen af Københavns tilflyttere er fra det østjyske.

 

– Jeg har det godt med, at Aarhus bidrager til at levere veluddannet arbejdskraft til København. Befolkningstallet stiger, og vi skaber nye arbejdspladser i Aarhus, så vi bidrager gerne til København, siger Jan Beyer Schmidt-Sørensen, erhvervschef i Aarhus Kommune.

Han mener, at man kan dele Danmark op i »hovedstaden, de større byer og provinsen«, når man kigger på erhvervsstruktur og befolkningstilvækst. Det er ifølge ham unuanceret, kun at skelne mellem København og provinsen.

– Jylland er andet end produktion. Jylland er også viden og kreativitet, hvilket også fremgår af koncentrationen af kreative fag som arkitektur, design og kunsthåndværk i både Aarhus og i andre områder i regionen, så der er gode forudsætninger for at styrke positionen som en vækstregion yderligere blandt andet med en langsigtet strategi som »More.Creative«, siger han.

»More.Creative«, som involverer otte kreative partnerskaber med relevante erhverv, har modtaget seks millioner kroner i erhvervsmidler fra regionen, som ifølge regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), skal tilføre midtjyske varer merværdi og skabe nye arbejdspladser.

– Flere af vores virksomheder er jo verdenskendte for det, man kalder dansk design. Både i forhold til tekstilbranchen, it- og computerspilsbranchen og teknikvirksomheder som B&O. Vi vil gerne booste de erhverv yderligere og gøre varerne endnu mere konkurrencedygtige også i et internationalt perspektiv, siger Bent Hansen.

Han finder det problematisk, hvis København opsnapper tusindvis af unge østjyder hvert år uden at levere et tilsvarende antal tilbage til regionen, men mener samtidig, at det siger meget om kvaliteten af regionens uddannelserne.

– Det fortæller noget om, at vi uddanner mange dygtige unge mennesker, og at centrene for mange virksomheder og statslige institutioner ligger i Københavnsområdet. Der er en stigende centralisering omkring København, og derfor skal vi gøre endnu mere for at udvikle arbejdspladser i vores region, siger Bent Hansen.

I Aarhus giver flugten til København imidlertid negative udsving på den samlede befolkningstilvækst. For hvad man ikke får af tilflyttere fra København, får man fra andre dele af landet. Fremskrivninger viser, at der vil være 350.000 aarhusianere i 2022, svarende til en stigning på 11,2 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu