Aarhus vil have Michelin-stjerner inden 2017

15. marts 2013 11:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Aarhus vil have Michelin-stjerner inden 2017
Billede mangler

Torsdag regnede det med stjerner fra Michelin-guiden over de københavnske restaurationer, mens restauranter i provinsen igen blev forbigået.
Derfor vil rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Marc Perera Christensen (K), kontakte Michelin-guiden for at få stjerner til byen inden 2017, hvor Aarhus skal være europæisk kulturhovedstad.

 

»Jeg synes, det er synd for Michelins anmeldere, at de lader sig nøje med det næstbedste. Det kan hverken anmelderne eller læserne af guiden være tjent med. Det er afgørende, at vi får igangsat et arbejde, der sikrer, at gastronomien i Aarhus får den anerkendelse, den fortjener,« siger Marc Perera Christensen.

Flere restauranter i Aarhus er ifølge danske madanmeldere og gourmeter på niveau med hovedstadens spisesteder. Frederikshøj Kro blev endda kåret til landets bedste i 2012.

Derfor skal det udnyttes, at fødevare- og madkulturen bliver en integreret del af Europæisk Kulturhovedstad, mener Marc Perera Christensen.

»I 2017 vil Europas øjne være rettet mod Aarhus og Region Midtjylland. Det er oplagt, at vi udnytter den mulighed til også at få guiden til Aarhus,« siger rådmanden.

Jeg vil allerede nu kontakte franskmændene og invitere dem til Aarhus, så de kan få smag for, hvad de har snydt sig selv og deres læsere for,« erklærer han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu