Aarhusiansk »terrorist« ville ramme Kurt Westergaard

28. marts 2013 09:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Aarhusiansk »terrorist« ville ramme Kurt Westergaard
Billede mangler

Politiet fremstiller torsdag formiddag en 29-årig mand i grundlovsforhør. Her sigtes han for at have fremsat bombetrusler i en aarhusiansk bybus samt trusler mod tegneren Kurt Westergaard.

 

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Under en tur i en bybus klokken 11.26 i det vestlige Aarhus, fremkom han med bombetrusler mod bussen samt tegneren Kurt Westergaard,« lyder det i meddelelsen fra politiet.

Manden fremstilles i grundlovsforhør klokken 10.

Han blev anholdt ved Gudrunsvej i Brabrand kort efter klokken 13 onsdag, efter at politiet i jagten på ham havde affyret et varselsskud.

Forinden havde manden befundet sig i buslinje 12 i Aarhus, hvor han ifølge politiet fremsatte truslerne mod bussens passagerer og Kurt Westergaard, ligesom han erklærede, at han var »terrorist«.

En passager alarmerede politiet, og manden steg efterfølgende af bussen, hvorefter han steg på en anden bus.

En patrulje så en mand, der svarede til signalementet og satte efter ham. Da manden ikke standsede, afgav politiet et varselsskud, og flere områder omkring Åbyhøj og bydelen Gellerup blev afspærret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu