Abortmodstandere bremser seksualundervisning

10. april 2013 16:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Abortmodstandere bremser seksualundervisning
Billede mangler

USA: Gymnasieelever i den amerikanske delstat Arkansas skal ikke længere undervises i, hvordan man undgår HIV og andre kønssygdomme. Det bliver konsekvensen af en ny lov, som ventes vedtaget inden for få uger.

 

Bag loven står abortmodstandere, som vil have sat en stopper for direkte og indirekte finansiering af organisationer, der tilbyder aborter eller henviser folk til abortlæger. Det gælder blandt andre organisationen Planned Parenthood, som står for seksualundervisningen i delstatens gymnasier. Det skriver Huffington Post.

Loven er allerede blevet vedtaget i delstatens senat, hvor den blev fremlagt af den republikanske senator, Gary Subblefield. Det ventes, at Repræsentanternes Hus vil følge senatet og stemme for loven.

På et gymnasium i delstatshovedstaden Little Rock begræder sundhedsunderviser Darrell Seward den nye lovs konsekvenser for seksualundervisningen.

»Dette undervisningsforløb (fra Planned Parenthood, red.) er et af de mest velmodtagede programmer, som vores elever har deltaget i. Jeg er selv republikaner, men denne sag går jeg meget op i, fordi jeg ser, at det gavner vores elever,« siger læreren til Huffington Post.

Ifølge lovens bagmand vil den dog ikke betyde, at det er slut med seksualundervisning i Akansas’ gymnasier.

»Ingen undervisning vil blive påvirket. Ingen undervisningsforløb vil blive stoppet, og ingen forløb vil miste finansieringen,« sagde senator Gary Stubblefield under debatten i delstatssenatet.

Planned Parenthood, der er en landsdækkende organisation, har stået for undervisningen i sikker sex i otte år. Det vides ikke, hvem der eventuelt skal overtage opgaven.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu