Advokat fraråder deltagelse i ”De unge mødre”

13. januar 2012 21:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Advokat fraråder deltagelse i ”De unge mødre”
Billede mangler

Er du ung mor og kæmper du med problemer og usikkerhed, så bør du tænke dig en ekstra gang om inden du siger ja til at deltage i Kanal 4’s reality-program ”De unge mødre”.
 
Det mener advokaten Hanne Ziebe, der har en af de tidligere ”unge mødre” som klient.
 
Dea Louise Bergstrøm og hendes kæreste Rasmus, deltog i ”De unge mødre”, hvor man kunne følge tvangsfjernelsen af deres datter Rosa få timer efter fødslen. Og netop deltagelsen i ”De unge mødre” kan have været emd til at puste til tvangsfjernelsen, mener Hanne Ziebe.
 
”Hvis jeg var en usikker ny mor, så ville jeg være lidt tilbageholdende med at udstille mine problemer i pressen, fordi det nemt kan misforstås. Jeg er sikker på, at alle mødre vil kunne tages i at sige noget, eksempelvis til sit lille kolikbarn, som nemt kan overfortolkes. Og så risikerer man, at der sidder en sagsbehandler med nervøse trækninger, der tænker, at så må vi hellere tvangsfjerne, siger Hanne Ziebe til Ekstra Bladet.
 
Og Hanne Ziebe ved hvad hun snakker om. Hun har nemlig tvangsfjernelsessager som sit speciale:
”Som advokat vil jeg råde folk, der har nogle problemer, til at passe på, hvor de offentliggør det – og det kan både være et tv-program, Facebook og lignende, for det kan blive overfortolket. Når jeg kan se, at kommunen er gået ind og bruger den virkelighed, så kan jeg ikke anbefale folk med problemer at være med i ”De unge Mødre”, siger hun til avisen.
 
Dea Louise Bergstrøm og kæresten Rasmus deltager ikke længere i ”De unge mødre”. De har meldt sig ud og forsøger lige nu at få datteren Rosa hjem igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu