Advokat: Tvangsfodret Khawaja har det bedre

18. maj 2012 14:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Advokat: Tvangsfodret Khawaja har det bedre
Billede mangler

Efter 45 dage uden adgang til den fængslede dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja har advokaten Mohamed al-Jishi nu haft mulighed for at besøge sin klient.
Fredag er det 100 dage siden, at al-Khawaja stoppede med at spise i protest mod en livstidsdom i sit hjemland Bahrain, hvor han blev fængslet sidste forår. Han afventer lige nu en retssag, hvor han i modsætning til tidligere skal for en civil domstol.
Det er en svækket – men trods alt raskere – al-Khawaja, som ifølge advokaten fortsat nægter at spise.
– Hans helbred er lidt bedre, fordi han bliver tvangsfodret, siger Mohamed al-Jishi til nyhedsbureauet AFP.
Al-Khawaja fortalte dog også advokaten, at hans helbredstilstand ikke er stabil, og at han er blevet dårligt behandlet på militærhospitalet.
– Han vil fortsætte sin sultestrejke, indtil kravet om frihed bliver mødt, lyder det fra advokaten.
Der har gennem de seneste uger været usikkerhed om al-Khawajas sultestrejke, efter en britisk journalist fra BBC fik lov til at tale med ham i fem minutter 1. maj.
Efter besøget kom der billeder frem af en afkræftet al-Khawaja, der dog var ved sine fulde fem. Samtidig fortalte journalisten, at al-Khawaja drak væske, og at der var tale om en “kontrolleret sultestrejke”.
Familien og regimet i landet tegner helt andre billeder af situationen. Styret siger på sin side, at al-Khawaja er ved godt helbred, mens familien gennem længere tid har talt om, at den fængslede dansk-bahrainer ligger for døden.
Den 30. april besluttede en appeldomstol, at al-Khawaja får en ny retssag ved en civil domstol. Han er tidligere idømt livstid ved en militærdomstol. Retssagen skulle være begyndt, men er blevet udsat til på tirsdag.
– Vi arbejder ufortrødent på at finde en humanitær løsning på situationen. Den nye retssag ændrer ikke på det, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
Udenrigsministeriet fortæller, at Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien, Christian Kønigsfeldt, løbende er på besøg i fængslet, og at han har daglig kontakt med familien.
Al-Khawaja boede 12 år i Danmark, før han tog tilbage til sit hjemland for at arbejde for reformer.
Men i maj sidste år blev 21 oppositionsfolk fængslet for at opildne til og arrangere protester. Otte af dem fik livstid. Heriblandt var dansk-bahraineren, som i februar stoppede med at spise i protest.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu