AE: Børneflok skal give højere fradrag

18. januar 2012 12:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
AE: Børneflok skal give højere fradrag
Billede mangler

Har du børn, så skal du have et højere beskæftigelsesfradrag, end hvis du er enlig. Og har du flere børn, så skal fradraget være endnu højere.
Sådan lyder anbefalingen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på dagen, hvor skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har skudt debatten om den kommende skattereform i gang med en kronik.
Hvis kontanthjælpsmodtagere med børn skal have en gevinst ved at komme i arbejde, så er det afgørende, at beskæftigelsesfradraget bliver forhøjet i forhold til familiens størrelse. Det mener direktør i AE, Lars Andersen.
“De eksempler, der har været på, at det for nogle kontanthjælpsmodtagere ikke har kunnet betale sig at arbejde, skyldes jo ikke, at kontanthjælpen er høj, men at man får kompensation, hvis man har børn. Så den tilsvarende kompensation, bør man også få, når man er i job,” siger han til Newspaq.
Lars Andersen ønsker ikke at sætte kroner eller procenter på et forsøgerreguleret beskæftigelsesfradrag, men henviser til den danmarksberømte kontanthjælpsmodtager og enlige mor ‘Carina’, der modtager knap 16.000 kroner efter skat i kontanthjælp og sociale ydelser og derfor ikke har et klart incitament til at tage et arbejde.
Men det vil hun få, hvis den kommende skattereform omfatter et højere fradrag for hendes sociale gruppe. Det vurderer Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
“For hende vil det være muligt at sammensætte et fradrag, der øger hendes incitament til at arbejde betydeligt.
Det er beskæftigelsesfradraget ret effektivt til. Det har vi blandt andet eksempler fra USA og England, der viser,” siger han til Newspaq.
Og regeringen behøver ikke at stoppe ved enlige forsøgere på kontanthjælp. Et højere beskæftigelsesfradrag kan med fordel målrettes andre grupper som for eksempel danskere med anden etnisk baggrund, tilføjer Michael Svarer.
“Man kan ikke give højere beskæftigelsesfradrag til alle, uden at det hurtigt bliver for dyrt for staten. Men det kan være en god forretning målrette det til bestemte grupper, hvor der er et stort potentiale i at få mobiliseret arbejdskraft,” siger han.
Skatteminister Thor Möger Pedersen skrev i dag i en kronik i Berlingske, at kontanthjælpsmodtagere modsat danskere i arbejde ikke kan se frem til skattelettelser i den kommende skattereform.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu