Ægtepar i frygtelig ulykke: Sådan gik det helt galt

20. marts 2017 22:23 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En ældre mand har mistet livet, og hans hustru er blevet alvorligt kvæstet i en trafikulykke ved Aulum.

Ægtepar i frygtelig ulykke: Sådan gik det helt galt
Vejen blev spærret i dette område lige øst for Aulum. Foto: Google Maps

En 76-årig mand har mistet livet, og hans hustru er blevet alvorligt kvæstet ved en trafikulykke mandag aften.

Ulykken skete kort før klokken 19.30 på Feldborgvej øst for Aulum, der ligger mellem Holstebro og Herning. Da blev Brand & Redning MidtVest kaldt ud til redningsopgave med fastklemte.

Midt- og Vestjyllands Politi forklarede på det sociale medie Twitter, at en person er dræbt, mens en anden er alvorligt kvæstet.

Newsbreak.dk har trods flere forsøg ikke haft held til at få kontakt til politikredsens vagtchef, men til Ritzau fortæller han dog om ulykken:

– Her bliver deres personbil ramt af en blokvogn, der pludselig kommer over i den forkerte kørebane, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

En blokvogn er et særlig stort eller tungt køretøj, der bruges til at transportere eksempelvis vindmøller. De kan være selvkørende eller være anhængere på en lastbil.

Føreren af lastbilen, der trak blokvognen, har til politiet fortalt, at blokvognen pludselig drejer ud.

– Den falder ikke af, og han forstår ikke, hvorfor det sker, siger vagtchefen.

Lastbilchaufføren er chokeret efter ulykken, men er ikke kommet fysisk til skade.

En bilinspektør skal nu undersøge, hvordan ulykken kunne ske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu