Ægteskabspagten er stærkest i Jylland og på Fyn

18. marts 2013 11:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ægteskabspagten er stærkest i Jylland og på Fyn
Billede mangler

Københavnere og vestsjællændere topper listen over skilsmisser i 2012, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

 

Mens der på landsplan var 15 personer, der blev skilt per 1.000 gifte, lå tallet i Københavns Kommune og den vestsjællandske kommune Ringsted på henholdsvis 20 og 18.

Nogle af de laveste skilsmissehyppigheder finder man i de vest- og nordjyske kommuner. Hvis man ser bort fra ø-kommunerne, var den laveste skilsmissehyppighed i Ringkøbing-Skjern, hvor blot ni ud af 1.000 gifte blev skilt, hvilket svarer til, at under hver 100. gifte person i Ringkøbing-Skjern blev skilt sidste år.

I alt blev 15.709 par skilt i fjor, og det er 1.225 flere end året før – en stigning på otte procent.

Knap halvdelen af skilsmisserne skete i ægteskaber med under ti års varighed, og den største forekomst af skilsmisser skete i ægteskabets fjerde år.

Opgørelsen viser også, at der i 2012 var 28.503 vielser, hvilket er en stigning i antallet af vielser på fem procent i forhold til året før.

Det er første gang, der sker en stigning i antal vielser, siden antallet af vielser faldt markant fra 2008 og frem.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu