Ældre mand anholdt for italiensk skolebombe

7. juni 2012 07:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ældre mand anholdt for italiensk skolebombe
Billede mangler

Italiensk politi har onsdag anholdt den gerningsmand, der formodes at stå bag skolebomben i den syditalienske by Brindisi for lidt over to uger siden.
Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa. Den tilbageholdte er den 68-årige Giovanni Vantaggiaoto.
Angrebet dræbte en 16-årig pige, der studerede på skolen, og rystede hele Italien. Vantaggiaoto har været igennem et intenst politiforhør på fem timer. Han menes at være indehaver af en benzinstation i en landsby tæt på Lecce, ligeledes i det sydlige Italien.
Avisen Repubblica skriver på sin hjemmeside, at motivet menes at være “hævn af privat karakter”.
Overvågningskameraer har gentagne gange optaget den 68-årige i sin bil samt i et andet køretøj, der tilhører et familiemedlem, i nærheden af skolen.
Italienerne var i chok, og landets medier spekulerede i, at det kunne være mafiaen, der stod bag angrebet mod erhvervsskolen i Brindisi.
– Angrebet har intet med mafiaen eller anarkister at gøre, siger den nationale politichef Antonio Manganelli.
Foruden den 16-årige studerende, der blev dræbt ved angrebet, blev syv andre teenagere kvæstet, heraf fire alvorligt med forbrændinger over store dele af kroppen.
De studerende var på vej til lørdagsundervisning omkring klokken 7.45, da en sprængladning detonerede foran skolen og slog de unge italienere omkuld med sin voldsomme varme og trykbølge.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu