Ældre Sagen vil droppe aldersgrænse på job

31. marts 2013 18:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ældre Sagen vil droppe aldersgrænse på job
Billede mangler

Lad præster, dommere, politibetjente og andre tjenestemænd arbejde efter deres 70 års fødselsdag, hvis de vil. Sådan lyder budskabet fra Ældre Sagen, der mener, at mange ville fortsætte med at arbejde – hvis de måtte.

 

»Langt de fleste aldersgrænser er allerede ophævet, derfor virker det underligt, at man krampagtigt holder fast på de sidste. Det ville være et rigtig godt signal fra politikerne, at man ophæver de sidste aldersgrænser, når de samtidig vil have, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Umiddelbart virker det ikke til, at det er et særlig stort skridt,« siger Peter Halkjær, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen.

I et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) beder foreningen ministeren se på aldersgrænsen, der betyder, at tjenestemænd automatisk bliver afskediget, når de fylder 70 år.

At afskaffe grænsen ville være en »fin anerkendelse af, at ældre nok skal stoppe selv«, mener Peter Halkjær.

»Man behøver ikke at frygte, at folk vil klamre sig til stillinger, de måske ikke magter,« siger han.

67-årige Jacob Rönnow er sognepræst i Vangede Kirke, og på Ældre Sagens hjemmeside fortæller han, at han gerne vil fortsætte i sit embede, når han er fyldt 70.

»For mig er det en livsstil. Jeg kan godt lide at gøre en forskel for folk og gøre andre glade. Det betyder meget for mig, og jeg er glad for at gå på arbejde hver dag,« siger Jacob Rönnow.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu