Ældre snydt af sjusket hjemmeservicefirma

21. december 2012 07:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ældre snydt af sjusket hjemmeservicefirma
Billede mangler

Herning Kommune har opsagde kontrakt med firma, der snød og sjuskede for meget. Det var helt i orden, siger landsretten.
 
Det var helt i orden, at Herning Kommune i 2009 opsagde kontrakten med et privat hjemmeservicefirma, der sjuskede med sine opgaver overfor de ældre.
 
Det siger Vestre Landsret, der har frifundet kommunen for et krav på 1,9 millioner kroner.
 
Firmaet blev i 2005 godkendt af Herning Kommune som leverandør af personlig pleje og rengøring efter den såkaldte fritvalgsordning, hvor kommunens ældre selv kan bestemme, hvem der skal udføre hjemmeservice for dem.
 
Men det viste sig at være en stor fejl.
 
Firmaet havde ikke ansat faguddannet personale, og i flere tilfælde tog firmaet betaling for ydelser, som de ældre enten ikke havde bestilt eller ikke havde fået udført.
 
Kommunen gav firmaet flere påtaler og påbud om at få rettet tingene op, men intet hjalp.
 
Ved et kontroltjek i juni 2009 måtte Herning Kommune udstede hele otte påbud til firmaet, og da det handlede om de samme forhold som i de tidligere år, besluttede kommunen sig for straks at opsige kontrakten med firmaet.
 
Firmaet mente, at opsigelsen var uberettiget, idet kommunen ikke havde ret til at bruge de gamle påbud som begrundelse for opsigelsen, ligesom man ikke havde overholdt procedurerne ved en opsigelse.
 
Vestre Landsret er enig med kommunen om, at opsigelsen var velbegrundet i de mange påbud, der var givet både i 2009 og i årene før. Det er således er i orden, at kommunen i sin afgørelse har skelet til, at firmaet adskillige gange tidligere har svigtet sin opgave.
 
Efter nederlaget skal firmaet betale kommunen 126.000 kroner i sagsomkostninger.
 
I 2010 tabte firmaet desuden en sag i Klagenævnet for Udbud mod Ikast-Brande Kommune, der med baggrund i Herning-sagen nægtede at godkende virksomheden til fritvalgsordningen.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu