Afhøring af far skal klarlægge motivet

13. august 2012 11:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Afhøring af far skal klarlægge motivet
Billede mangler

En dommer skal mandag afgøre, om en far skal varetægtsfængsles for at have såret sine tvillingdøtre med kniv på Rigshospitalet.
Retsmødet i Dommervagten i København ventes at finde sted sidst på formiddagen.
Men den 58-årige mand kan ikke møde op for at besvare spørgsmål.
Han er selv så kvæstet efter at være sprunget ud ad et vindue på hospitalet, at han ikke magter det.
I øvrigt skal politiet så snart som muligt forsøge at afhøre manden om, hvad der fik ham til at bruge en kniv mod sine egne døtre.
– Den seneste melding er, at deres tilstand er stabil, siger politiets centrale efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen mandag morgen.
Hændelsen, som politiet betegner som en familietragedie, skete søndag eftermiddag.
Familien på fire befandt sig i Rigshospitalets Ronald McDonald Hus. Her har familien på fire opholdt sig, fordi den ene datter har været syg i længere tid.
Moren ringede til 112 og fortalte, at manden havde truet med at slå døtrene ihjel.
Da ordensmagten nåede frem, sprang han ud ad et vindue på en høj førstesal og landede neden for bygningen. Forinden havde han såret sig selv.
Motivet til overfaldet har politiet mandag morgen endnu ikke lagt fast og det skal en kommende afhøring af den 58-årige mand være med til at kaste lys over.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu