Afrikanske studerende skal give danskere udsyn

25. februar 2013 11:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Afrikanske studerende skal give danskere udsyn
Billede mangler

Det eksotiske indslag på de danske universiteter bliver formentlig lidt mere markant efter sommer.

 

Mandag præsenterer udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) et initiativ, der skal lokke flere studerende fra Tanzania, Ghana, Kenya, Uganda og Nepal til Danmark. Christian Friis Bach har afsat 20 millioner af Udviklingsministeriets kroner til stipendieprogrammet, der stiller 60 studieårsværk til etårige eller toårige uddannelser på de danske universiteter til rådighed for unge fra en række partneruniversiteter fra de nævnte lande.

Håbet er, at BSU Scholarship-programmet skal styrke de udenlandske studerende såvel som de danske.

»Når de danske studerende møder unge fra Afrika og Asien på studiet og ser verden med ikke-vestlige briller, bliver de klædt bedre på til at arbejde og færdes i en global verden,« siger Christian Friis Bach i en pressemeddelelse.

»Et stipendieprogram skaber varige, personlige relationer, der kan blive til netværk og samarbejde på langt sigt, og det er til stor gavn for både de internationale og danske studerende, men også for landenes eksportmuligheder. Internationalt udsyn og indsigt kan næppe overvurderes, hvis danske virksomheder skal indfri mulighederne i vækstmarkederne for eksempel i Afrika og Asien,« fortsætter udviklingsministeren.

Uddannelsesministeren fokuserer på, at antallet af studerende fra lande uden for EU har været faldende i de seneste år.

»Der er behov for et særskilt fokus på at tiltrække studerende fra hele verden, hvis vi for alvor skal drage nytte af en øget internationalisering af de danske videregående uddannelser,« fremhæver Morten Østergaard.

Stipendieprogrammet bliver præsenteret mandag klokken 13.30 på Københavns Universitet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu