Afslutningsdebat: Thorning lukkede med sammenhold og fisk

31. maj 2012 03:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Afslutningsdebat: Thorning lukkede med sammenhold og fisk
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøgte at skabe sammenhold blandt partierne i folketinget under sit sidste indlæg i folketingets afslutningsdebat, der forsatte til godt 01.15 natten til torsdag.
– Nu er det op til os, de ansvarlige partier på Christiansborg at levere varen. Det er nu, at ord skal afløses af handling, sagde Thorning-Schmidt om forhandlingerne om den kommende skattereform.
Hun opfordrede til, at den til tider ophedede debat blev lagt til side til fordel for at skabe resultater:
– For der kommer også en dag i morgen.
– Jeg vil opfordre til, at vi her i folketinget rækker ud efter det, der samler os, lød det fra statsministeren til de efterhånden noget klatøjede kolleger.
Der var også plads til smil og morsomheder i debattens sidste del. Det affødte for eksempel flere kommentarer, at Thorning-Schmidt havde svært ved at høre forskel på “tobis” og “tobin”, da Thomas Danielsen (V) stillede spørgsmål om fisken og ikke valutatransaktionsskatten.
– Jeg må meget beklage min tobinskat. Jeg har svært ved at høre nede fra det hjørne, undskyldte statsministeren.
Venstres Karsten Lauritzen beroligede statsministeren med, at der er tale om et “uartigt hjørne” i folketingssalen.
– Tobis, tobin, potato, potato, lød kommentaren fra Martin Geertsen (V).
Han glædede sig over, at statsministeren forsøgte at kalde til sammenhold.
– Det ændrer ikke ved, at der stadig udestår nogle politiske forskelle, mente han dog.
Inden statsministeren indtog talerstolen måtte folketingets formand Mogens Lykketoft træde i karakter og tysse på medlemmerne, da det grønlandske medlem Doris Jakobsen var gået på talerstolen.
– Jeg må bede om lidt mere ro i salen.
– Hvis der er nogen, der vil tale sammen må de gå udenfor, irettesatte formand Lykketoft.
Afslutningsdebatten lukker ikke folketinget helt. Arbejdet fortsætter i endnu et par uger.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu