Magtkamp i AGF: Fysisk træner smidt på porten

19. april 2013 09:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Magtkamp i AGF: Fysisk træner smidt på porten
Billede mangler

Et oprør i AGF har ført til afskedigelse af den fysiske træner Lars Raundahl Rasmussen.

 

Ifølge JP Aarhus skyldes fyringen, at flere spillere og ikke mindst cheftræner Peter Sørensen har været utilfredse med Lars Raundahl Rasmussen, og det er den magtkamp, der har fået sportschef Brian Steen Nielsen til at fyre ham.

– Jeg har fået en forklaring om, at en lille del af spillerne ikke er modtagelige over for det arbejde, jeg laver, siger Lars Raundahl Rasmussen og forklarer, at han og Peter Sørensen har været ‘rygende uenige’ flere gange.

Man skal ellers kun tilbage til slutningen af marts for at finde et nyt tilbud fra klubben om en forlængelse af kontrakten.  

Men her få uger efter vendte klubben altså på en tallerken og har omgående skilt sig af med den fysiske træner, som i to år har været i klubben og betegnes som en træner med en kontant stil.

Lars Raundahl Rasmussen understreger, at han føler sig godt behandlet af Brian Steen Nielsen, men mener ikke, at han har fået nogen indikationer fra spillertruppen om utilfredsheden over hans metoder eller arbejde.

Og i klubben afviser både Brian Steen Nielsen og Peter Sørensen at fortælle om interne personalesager, men cheftræneren siger overordnet om sagen:

– Det er en helhedsvurdering, om aftalen skulle forlænges, og der har jeg indstillet Brian Steen Nielsen om ikke at forlænge den, siger Peter Sørensen.

AGF har tabt seks ud af syv forårskampe. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu