AGF-træner: Kun FCK har større potentiale

25. oktober 2011 13:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
AGF-træner: Kun FCK har større potentiale
Billede mangler

I ’Storklub på slingrekurs’, en ny og omfattende bog om AGF, slår AGF-træner fast, at klubben fra Smilets by har det næststørste potentiale i Danmark.
– Hvis vi er dygtige fra nu, hvis vi kan slippe energien løs og hente ressourcer ind, kan vi få succes og tage de første skridt mod at blive en topklub. Vi er allerede en storklub, og det må godt udmønte sig i noget bedre, ikke i noget hævdende. Men der er en iboende kritik i, at så stor en klub så længe har været langt fra toppen, siger den 38-årige Peter Sørensen, der mener, at AGF har det næststørste potentiale efter FC København.
 Ikke længere Stig og Stampe
Han siger, at AGF vil have bestemte karakterer i spillertruppen og understreger, at tiden har ændret sig.
– AGF er ikke længere Stig og Stampe, men Sørensen, Jørgensen og Sørensen, siger træneren, underforstået, at den barske, lidt rapkæftede stil, som Stig Tøfting og tidligere John Stampe har repræsenteret, er afløst af en mere afdæmpet og overvejende stil, personificeret i Peter Sørensen, Martin Jørgensen og assistenttræner Jesper Sørensen.
Martin Jørgensen, som har bragt ro og erfaring ind på holdet i sin karrieres efterår, vil stå klar i kulissen til at videreføre netop den stil i en vigtig funktion, når han formentlig inden længe stopper sin aktive karriere.
– Jeg har en intention om at blive i AGF, når karrieren på banen hører op. Men det vil afhænge af, hvilken rolle AGF vil give mig, siger Martin Jørgensen, en type med samme værdier som træner Peter Sørensen.
’Storklub på slingrekurs – bogen om AGF’ udkommer 28. oktober 2011

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu