AGF-træner: Vi dominerede faktisk kampen

10. marts 2013 21:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
AGF-træner: Vi dominerede faktisk kampen
Billede mangler

Det var rent ud sagt øv at være AGF-spiller søndag aften. Ikke nok med at vintervejret kastede frostgrader og sne ned over NRGI Park, så måtte man gå slukøret fra banen med en øretæve på 3-0 til Brøndby IF.

 

Dermed har den østjyske bys stolthed fået den værst tænkelige start på forårssæsonen med to nederlag ud af to mulige.

 – Jeg synes rent faktisk, at vi efter de første ti-femten minutter kommer ret godt med. Dér fra får vi faktisk domineret kampen og får spillet i vid udstrækning, som vi gerne ville. Men så får de det her mål lige inden pausen, som slår os lidt ud, sagde AGF’s cheftræner, Peter Sørensen, til TV3+ efter kampen.

AGF kom aldrig tilbage i kampen. Måske takket være målmand Steffen Rasmussen, der i starten af anden halvleg kiksede et udspark, som førte til 2-0-målet.

– Selvom vi talte om at rejse os igen i omklædningsrummet i pausen, så lykkedes det ikke rigtigt. Faktisk scorede de jo få minutter efter pausen, og så blev det rigtig svært for os, sagde Peter Sørensen.

AGF er fortsat placeret midt i tabellen – på sjettepladsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu