– Agger er ikke kun et rygte i Barca

11. marts 2013 12:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
- Agger er ikke kun et rygte i Barca
Billede mangler

Daniel Agger blev torsdag i sidste uge rygtet til FC Barcelona af både The Sun og Daily Mirror, som samstemmigt forudser danskeren som et godt bud på en erstatning for de to aldrende herrer, Carles Puyol (34) og Eric Abidal (33).

 

I Spanien citerede medierne også de engelske medier, for selvom de spanske medier traditionelt selv har godt styr på, hvad der foregår i de spanske klubber, så anser de det alligevel for alvor, når Daniel Agger i engelske medier bliver nævnt i samme sætning som FC Barcelona. Det fortæller en spansk journalist på dagbladet El Mundo Deportivo, der er den ældste sportsavis i Spanien.

– Når vi taler om Agger i Barca, er det ikke, som når vi taler om de tusindvis af spillere, der dukker op i forbindelse med Barca. Det er mere end det, siger Joan Josep Pallas fra El Mundo Deportivo. Avisen koncentrerer sig primært om nyheder om netop FC Barcelona.

Daniel Agger er tidligere blevet sat i forbindelse med FC Barcelona. Det skete i sommers, da Aggers kontrakt i Liverpool FC sang på sidste vers, men før en aftale kom i hus, nåede Agger at forlænge sin kontrakt med Liverpool frem til 2016.

– Det er indlysende, at de (FC Barcelona, red.) i sidste sæson havde kontakt til Aggers agent. Det var ikke bare et rygte dengang. Det var reel interesse fra Barca. Der er så mange rygter, når man taler om Barca, men i dette tilfælde var det ikke et rygte. Han var på listen, og de snakkede med ham, siger Joan Josep Pallas, der også forklarer, hvordan FC Barcelona forud for transfervinduet laver en liste over mulige spillere, der kan forbedre truppen på de pladser, der kræver forbedring, og at det er en åbning i det centrale forsvar, der gør Agger til et muligt emne i den catalanske klub.

– De vender tilbage til at lede efter en central forsvarsspiller, fordi Puyol bliver 35 i april. Puyol kan spille nogle kampe, men han kan ikke spille dem alle. Derfor er det nødvendigt med en ekstra central forsvarsspiller til at spille sammen med Piquet, siger Pallas.

Hvis Agger står på FC Barcelonas ønskeliste, der tæller centrale forsvarsspillere, er den spanske sportsreporter dog knap så sikker på, at han står øverst. Klubben har nemlig angiveligt set sig varm på en tysk spiller.

– Jeg er i tvivl om, om Agger står øverst på den liste, for de er virkelig interesserede i Mats Hummels (som i øjeblikket spiller i Borussia Dortmund, red.). Jeg ved ikke med 100 procents sikkerhed, om han er på listen i år, men det kunne han sagtens være, fordi Barcelona var interesserede sidste sæson.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu