Åh nej: Tjekkerne tjekkede ind igen

26. marts 2013 19:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Åh nej: Tjekkerne tjekkede ind igen
Billede mangler

De blev kørt over af et velspillende dansk mandskab i fredags, men tidligt tirsdag aften var der oprejsning at hente for Tjekkiets landshold. Med en sejr i Armenien tjekkede tjekkerne igen helt ind i kampen om VM-billetterne i Danmarks kvalifikationsgruppe B.

Massiv støtte fra et fuldsat og højlydt stadion i den armenske hovedstad Jerevan var ikke nok for hjemmeholdet til at tage point mod et tjekkisk mandskab, der viste sig væsentligt mere disciplineret, end de var mod Danmark. Armenerne var det bedste holdi 1. halvleg, men da hverken stjernespilleren Henrikh Mkhitaryan, den tidligere Superliga-profil Yura Movsisyan eller nogen af deres holdkammerater formåede at passere Petr Cech i det tjekkiske mål, var to scoringer fra et 20-årigt stortalent samt et sent og unødvendigt mål nok til at sparke armenerne ud af kampen om en VM-plads og tjekkerne lidt nærmere eventyret i Brasilien næste år. Men slutresultatet 3-0 var mindst ét mål for overbevisende i forhold til kampens forløb.

Matej Vydra, der er lejet ud fra italienske Udinese til Watford i den næstbedste engelske række, The Championship, markerede sig som Tjekkiets svar på Andreas Cornelius, da han fuldstændig stjal billedet fra sine mere rutinerede med- og modspillere. 20-årige Vydra har taget fusen på den engelske fodboldverden sæsonen igennem, og torsdag gjorde han det på resten af Europa.

Efter 47 minutter scorede angriberen sit første landskampsmål på et flot hovedstød, og ti minutter før tid lukkede Vydra både kampen og munden på de larmende armenske tilskuere, da han på koldblodig manér scorede sit andet mål efter en friløber. Samme opskrift brugte Daniel Kolar til at score til kampens resultat 3-0 sekunder inden dommerens slutfløjt gjaldede i Jerevan.

Tjekkiets genopstandelse fra et nederlag på 0-3 til en sejr med samme cifre blot firer dage senere, åbner VM-kvalifikationsgruppe B på vid gab. Tjekkiet har nu otte point, men med to kampe mod Italien og et opgør mod Bulgarien, er det ikke nemme kampe, der venter i restprogrammet for Matej Vydra og holdkammeraterne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu