Akkrediteringsnævn: Vi har ikke dumpet privathospitaler

6. februar 2013 14:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Akkrediteringsnævn: Vi har ikke dumpet privathospitaler
Billede mangler

Der skal mere end en anmærkning fra Akkrediteringsnævnet til, før et privathospital dumper eller ikke er blåstemplet.

 

Sådan lyder meldingen fra Akkrediteringsnævnet selv, efter Ugebrevet A4 skriver, at hvert fjerde privathospital, der behandler patienter på det offentliges regning, dumper på kvalitet.

– Der er ingen privathospitaler, der dumper, fordi de har bemærkninger, og slet ikke når de er akkrediteret med bemærkninger. Med denne akkrediteringsstatus er de godkendte, siger næstformand i Akkrediteringsnævnet, Per Østergaard Jensen.

– Med denne akkrediteringsstatus er de godkendte, og som jeg adskillige gange påpegede, udgør bemærkningerne ingen risici for patienterne hverken rettighedsmæssigt eller sikkerhedsmæssigt, fortsætter han.

Per Østergaard Jensen understreger derfor, at man ikke kan kalde de hospitaler – offentlige som private – »ikke-blåstemplede«, fordi de har bemærkninger til deres akkreditering.

Ugebrevet A4 holder fast i, at indholdet af artiklen »Privathospitaler dumper på kvaliteten« er korrekt.

– Jeg forholder mig til, om vores tal holder, og det gør de. Holder fortolkningen af de tal? Ja, det gør den, siger Ugebrevet A4s redaktør, Jan Birkemose.

Redaktøren mener, at det især er et lille ord i overskriften, der kan have fået Akkrediteringsnævnet til at stejle.

– Det er almindeligt at bruge ordet »dumpe«, når nogen ikke lever op til nogle forventninger. Man ser ordet hver dag i danske medier, og jeg mener, at det er fuld berettiget i det her tilfælde, understreger Jan Birkemose.

Ugebrevet A4 skriver blandt andet, at Akkrediteringsnævnet har givet flere privathospitaler anmærkninger for forkert håndtering af medicin.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu