Akutjobs får kold skulder fra blå borgmestre

27. oktober 2012 10:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Akutjobs får kold skulder fra blå borgmestre
Billede mangler

Arbejdsløse, der står til at falde ud af dagpengesystemet, skal ikke regne med at få hjælp til et akutjob, hvis de bor i en kommune med en borgerlig borgmester.
 
Jyllands-Posten har ringet rundt til flere blå borgmestrene, og de fortæller, at de forventer at ansætte ingen eller ganske få ledige som led i regeringens plan.
 
I Herning siger borgmester Lars Krarup (V), at antallet af ledige, han forventer får ansættelse i kommunen, umiddelbart vil være “nul – men det må tiden vise”.
 
Et lignende svar får avisen i Viborg:
 
– Det kan blive ingen, og det kan blive nogle stykker. Vi forpligter os kun til at slå jobbet op, siger borgmester Søren Pape Poulsen (K) til Jyllands-Posten.
 
I aftalen forpligter stat, regioner og kommuner sig til at “arbejde for at tilvejebringe 5000” akutjob.
 
Dermed har kommunerne kun lovet, at de ledige stillinger bliver slået op – ikke at jobbet går til en arbejdsløs.
 
Det er meningen, at 3000 akutjob skal skaffes i kommunerne. Men flere af de kommuner, som avisen har talt med siger, at de vil gå efter den mest kvalificerede kandidat – uanset om vedkommende er ved at miste sit livsgrundlag eller ej.
 
Herlevs socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal Petersen, er skuffet over sine borgerlige kolleger.
 
– Jeg kan godt forstå, at Venstre på Christiansborg har gnedet sig i hænderne og glæder sig over, at en dagpengereform, som de lavede, har skabt problemer for regeringen.
 
– Når regeringen kommer med et løsningsforslag, kan jeg også godt forstå, at Venstre på Christiansborg ærgrer sig.
 
– Men det må ikke betyde, at Venstre lokalt vil forhindre hjælp til ganske almindelige mennesker i knibe, fordi de hellere vil hjælpe Venstre på Christiansborg, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu