Akutlægehelikopter har succes med natbriller

5. februar 2013 16:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Akutlægehelikopter har succes med natbriller
Billede mangler

I løbet af den første måned, hvor Region Midtjylland og Region Nordjyllands fælles akutlægehelikopter har været på vingerne i de mørke vinternætter, har det nye nattesyns-udstyr gennemsnitligt været brugt hver nat.

 

Sammen med det nye udstyr – de såkaldte Night Vision Goggles (NVG) – fulgte nye landingstilladelser i de to regioner. Førhen havde regionerne kun 10 godkendte landingspladser, og det gjorde det logistisk svært for ambulance og helikopter at afhente patienter og få dem hurtigt på hospitalet. Nu har helikopteren mulighed for at lande meget tættere på patienten.

Natbrillerne er meget lysfølsomme. De forstærker det eksisterende lys mange tusind gange og gør det muligt for helikopterens besætning at se, om der er fri bane til at lande på uoplyste pladser.

– Når piloten har dem på, kan han se næsten ligeså godt, som han gør om dagen. Det er afgørende på flyvningerne til øerne, at pilotens nattesyn er forbedret, og at de kan lande sikkert, siger lægelig leder af akutlægehelikopteren, Lars Knudsen.

Regionsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), mener, det er en stor succes, at helikopteren i gennemsnit er på vingerne hver nat. Hun glæder sig især over de borgere, som kan se frem til at blive hjulpet hurtigere i fremtiden.

– Det giver borgerne en fornemmelse af kvalitet og tryghed at vide, at de kan komme på hospitalet, når de har brug for det, uanset hvornår på døgnet det end måtte være.

Erfaringerne med brug af NVG indgår i opbygningen af den landsdækkende akutlægehelikopter-ordning, som skal være startklar i 2014. Lars Knudsen understreger, at natbrillerne er et skridt mod målet om, at helikopteren skal være en ressource, der kan trækkes på hele tiden.

– Der er altid patienter, der er syge, og derfor ønsker vi at forbedre helikopterens udstyr, så den ideelt set kan flyve døgnet rundt, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu