Akutpakke sender unge bagerst i jobkøen

25. oktober 2012 09:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Akutpakke sender unge bagerst i jobkøen

Unge arbejdsløse lander bagerst i jobkøen når regeringen hjælper dem,d er er faldet ud af dagpengesystemet, mener eksperter.

Mens regeringen håber, at den nye akutjobpakke, som blev lanceret onsdag, kan give job til 12.500 langtidsledige frem mod næste sommer, risikerer politikerne på Christiansborg at lukke arbejdsmarkedet for de arbejdsløse og nyuddannede unge.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen og økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Michael Svarer, skriver Information.

– Vi har to store problemer på arbejdsmarkedet lige nu. Det er ungdomsarbejdsløsheden og de langtidsledige. Nu gør man så kun noget for de langtidsledige, og det betyder jo, at de arbejdsløse unge rykker om i køen, siger Henning Jørgensen.

– Det er besynderligt, at man nu skaber en situation på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiverne skal sidde og tænke, at de skal tage den blandt de kvalificerede kandidater, som har været arbejdsløs i længst tid, siger Michael Svarer.

– Det vil skabe problemer for de unge, mener han.

Michael Svarer understreger dog, at regeringen allerede har taget flere initiativer for at hjælpe de unge. Blandt andet en ungepakke, som skal hjælpe unge uden uddannelse til at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Som et led i regeringens nye akutjobpakke for de langtidsledige tilbyder regeringen arbejdsgiverne en kontant bonus, hvis de ansætter en langtidsledig, der står til at miste dagpengene, frem for en anden kandidat: 25.000 kroner.

Den slags tilbud er ifølge Michael Svarer nyskabende på det danske arbejdsmarked.

– Mig bekendt har man derfor intet erfaringsgrundlag, der kan dokumentere, om det har en effekt, påpeger han over for Information.

Henning Jørgensen mener også, at det er tvivlsomt, om bonussen er med til at gøre de langtidsledige mere attraktive for arbejdsgiverne.

– Selve rekrutteringsbeslutningen ligger stadig hos arbejdsgiveren, så spørgsmålet er, om 25.000 kroner kan motivere en arbejdsgiver til at vælge en ansøger frem for en anden, siger Henning Jørgensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu