Al-Khawaja og datter nægter at spise og drikke

25. marts 2013 19:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Al-Khawaja og datter nægter at spise og drikke
Billede mangler

BAHRAIN: Flere gange har den danskbahrainske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja og hans datter Zainab fået nej til familiebesøg i fængslet i Bahrain.

 

Det gentog sig i weekenden, og siden da har begge nægtet at indtage vådt og tørt, oplyser menneskerettighedsorganisationen Bahrain Center for Human Rights (BCHR), hvor Abdulhadis anden datter og søster til Zainab, Maryam al-Khawaja, er fungerende leder.

Siden 17. marts har Zainab sultestrejket i fængslet, hvor hun afsoner en dom på tre måneders fængsel for at have »fornærmet og ydmyget en offentlig ansat«, og læger har ifølge BCHR advaret hende om, at hun uden at spise eller drikke når som helst risikerer organsvigt, hjertestop eller koma.

»Hendes familie har sagt, at hun lød svag, og at hun lider af hukommelsestab og koncentrationstab. At hun er begyndt at tør-sultestrejke nu, herunder ingen glukoseindtag, sætter hende i høj fare for hjerterytmeforstyrrelser, bevidstløshed og muligt dødsfald,« forklarer lægen Fatima Haji, som også siger, at risikoen er endnu større, fordi Zainabs hjerterytme ikke bliver overvåget.

Ifølge BCHRs oplysninger til Reuters er også Abdulhadi igen begyndt at sultestrejke, ligesom han sidste år sultestrejkede i 110 dage over sin livstidsdom for at have opfordret til et systemskifte og have demonstreret mod den herskende sunnimuslimske kongefamilie. Dog er der ingen forlydender om hans tilstand.

Anderledes er historien fra Bahrains regerings side. Herfra forlyder det ifølge Reuters, at Zainab godt nok sultestrejker, men at hun indtager væske, mens hendes far, Abdulhadi, slet ikke nægter at spise eller drikke.

»Hun er ved godt helbred og bliver tilset døgnet rundt. Hendes far sultestrejker ikke,« fortæller Bahrains informationsminister, Sameera Rajab, til Reuters.

Og forklaringen på, at de to ikke må få familiebesøg, er ifølge ministeren, at de nægter at bære fangedragt.

»De bryder reglerne, og så begynder de at sultestrejke,« siger Rajab til Reuters.

Ifølge BCHR har de indsatte indtil for nylig ikke skullet have fangedragten på, og at fængslets personale nu er begyndt at håndhæve reglerne er et nyt værktøj, som bliver brugt til at ydmyge fangerne.

Abdulhadi al-Khawajas sag har i over et år vakt international opsigt, og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har indtil nu forgæves brugt såvel dansk som internationalt diplomati i bestræbelserne på at få ham sat på fri fod.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu