Al-Khawajas datter: Han ligner et skelet

16. april 2012 10:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Al-Khawajas datter: Han ligner et skelet
Billede mangler

Søndag aften fik Abdulhadi al-Khawaja besøg i fængslet af sin datter og kone.
Men den danske statsborger, som i mere end to måneder har sultet i protest over den livstidsdom, han er idømt for at opfordre til systemskifte i Bahrain, var næsten ikke til at genkende, beretter datteren på sin Twitter-profil.
“Jeg kan ikke bruge ordet afmagret eller tynd. Min far ligner én, som er i de sidste dage af en lang kamp med en terminal sygdom,” skriver Zainab Al Khawaja.
Faderen ligner mere et skelet end sig selv, beskriver hun, men understreger, at han stadig er ved godt humør.
“Han kiggede på os og sagde: “Jeg bliver ved med at sige, at når du slås for noget, er du nødt til at være taknemmelig og glad.”
På trods af det gode humør, beskriver Zainab Al Khawaja sin far som en syg mand.
“Hans øjne var ikke normale, ikke fokuserede. Et øje så lavere ud end det andet, han fortalte, at det skyldtes lavt blodsukker.”
“Jeg holdt min far i hånden, og de var iskolde. Er du kold baba?” Han sagde: “Ja, altid kold. Men det er normalt på dette stadium,”” skriver Zainab Al Khawaja om besøget på hospitalet.
Ifølge anti-torturcentret IRCT, som besøgte Abdulhadi al-Khawaja for tre år siden, er han i livsfare på grund af sultestrejken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu