’Jeg har fejlet

31. marts 2013 18:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
’Jeg har fejlet
Billede mangler

Bjerringbro-Silkeborg har haft en katastrofal marts med seks nederlag på stribe, og klubben befinder sig nu i en ekstremt presset situation, hvor de ambitiøse jyder er i overhængende fare for ikke at nå i DM-semifinalerne.

 

Lavpunktet kom, da BSVs guldkandidater lørdag tabte på hjemmebane til undertippede Mors-Thy. Nederlaget var BSVs andet i slutspillet, og Carsten Albrektsens tropper er nu på sidstepladsen i deres slutspils-pulje. Midtjydernes træner erkender da også, at det i øjeblikket står skidt til, men han afviser, at der er decideret krise hos BSV.

– Krise er et drænende og negativt ord, og det skal man være meget varsom med at benytte. Det kan vi tale om, hvis vi ryger ud af slutspillet. Vi står i en meget vanskelig situation lige nu. Men jeg ved, vi har kvaliteten til at vinde de næste fire kampe. Gør vi det, så går vi videre, siger Carsten Albrektsen, som tager sin del af ansvaret for, at klubben er kommet så dårligt fra start i slutspillet.

– Vi har ikke opdaget, at det er slutspil, og det er en fejl, jeg tager på min kappe. Jeg er kørt videre i samme trummerum med spillerne, og det ærgrer mig lidt, at jeg ikke har stoppet og sagt ’så drenge, så er det altså nu, det gælder’. Fået det slået fast på en eller anden måde, siger han.

Midtjyderne spillede søndag – 22 timer efter nederlaget til Mors-Thy – pokalkamp mod Todbjerg/Mejlby/Skødstrup fra 3. division. Den kamp vandt BSV sikkert og fik dermed for første gang i syv kampe smagte sejrens sødme.

Sejren var blot den anden i de otte kampe, som BSV har spillet, siden Carsten Albrektsen offentliggjorde, at han stopper som træner efter næste sæson for at blive manager i klubben. Ifølge Albrektsen har det dog ingen sammenhæng med de dårlige resultater.

– Jeg kender jo gamet, og jeg ved jo, at det kan der sagtens være en spekulation i, om jeg ikke længere har energien og fokus. Men altså jeg fortsætter jo for fanden i klubben efterfølgende, så selvfølgelig vil jeg have, at det går så godt som overhovedet muligt for klubben, siger træneren og fortsætter:

– Hvis man taber sit omklædningsrum, så er det problematisk. Men det har jeg i min hånd. Så det må være tilfældigheder, at det er gået sådan, lyder det.

Nu venter 14 dages kamppause på grund af landsholdssamlinger, og her håber Carsten Albrektsen, at BSV kan få restitueret efter et hårdt og presset program med liga- og Champions League-kampe.

– Mine spillere har fightet og kæmpet alt det, de overhovedet kan i de her slutspilskampe, men det er som om, vi har manglet det sidste både fysisk og mentalt. Nu ’starter vores slutspil om 14 dage hjemme mod Skjern. Da jeg så kampprogrammet, var jeg ikke begejstret for den her pause – men nu kommer den rigtig belejligt, siger Albrektsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu