Ålen tror Mads Mikkelsen vinder guld

19. maj 2012 16:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ålen tror Mads Mikkelsen vinder guld
Billede mangler

Der hænger tunge regnskyer og efterårsstemning over filmfestivalen i Cannes på dagen, hvor Thomas Vinterbergs film i hovedkonkurrencen, “Jagten”, skal vises for den internationale presse.
Forud for verdenspremieren i Salle Debussy i festivalpalæet lørdag aften er direktør i Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, væbnet med de værste forventninger.
– Typisk er den internationale filmanmelder jo en mand på over 60 år, der går med fotovest og er venstreorienteret. Og så er han sur. Hvis man ikke rammer i det segments smag, så er man ilde stedt, siger han.
“De sure mænd” er anmelderne de toneangivende filmtidsskrifter Variety, Screen og The Hollywood Reporter, som den danske lejr vil holde øje med efter visningen af “Jagten”.
Når de fælder deres dom, påvirker det direkte chancerne for en film i konkurrence i Cannes.
– Jeg har stået hernede og både grædt og jublet over de sure mænds reaktioner på film, siger Peter Aalbæk Jensen.
Zentropa er producent på “Jagten”, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen og danske skuespillere som Susse Wold, Thomas Bo Larsen og Anne Louise Hassing på rollelisten.
Optimismen hos det danske filmselskab er stor, når det gælder en af de eftertragtede priser: Prisen for Bedste Mandlige Skuespiller.
– Jeg tror sgu, Mads Mikkelsen får Guldpalmen, siger Peter Aalbæk Jensen og skutter sig i sin dynejakke:
– Det er en ret eksotisk rolle set med udlandets øjne. Han spiller en mandlig børnehavepædagog og en typisk skandinavisk mand, der bliver sparket lidt rundt af kvinderne omkring ham.
– Det er et unikt mandekarakteristika, som ser meget sælsomt ud med udenlandske øjne. Når det er sælsomt og på kanten af det eksotiske, så får det en positiv opmærksomhed her i Cannes, siger han og sender sine bønner til himmels mod de grå regnvejrsskyer.
– Jeg er blevet gammel og ved, at Gud er med både Zentropa og den film, vi har med hernede, siger den 56-årige filmdirektør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu