Alex R. forundret: ‘Michael er jo lille-bitte og snart 40’

2. april 2013 14:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Alex R. forundret: 'Michael er jo lille-bitte og snart 40'
Billede mangler

– Er det en aprilsnar?

 

Det er Garmin-rytteren Alex Rasmussens første reaktion, da han får overbragt nyhedsbureauet Reuters historie om, at UCI muligvis har forvekslet Alex Rasmussen med Michael Rasmussen, og at det skulle være årsagen til, at Alex Rasmussen tirsdag ikke fik lov til at stille til start i det franske etapeløb Circuit de la Sarthe.

Løbet skulle have været Alex Rasmussens første efter afslutningen af hans whereabout-karantæne, der har holdt ham væk fra cykelløb siden sommeren 2012, men kort før løbets start blev han flået ud af en løbskommissær.

Teorien om forvekslingen er ikke bare ren spekulation, for det er UCI’s mægtigste mand, præsident Pat McQuaid, der tirsdag selv fremførte den i en mail til Reuters. Heri skrev han:

– Der kan være sket en forveksling med Michael, skriver McQuaid om Christian Watches-Onfone-rytteren, der har fået en karantæne efter sin storstilede dopingindrømmelse i slutningen af januar måned.

Den melding møder små-klukkende og vantro respons fra Alex Rasmussen:

– Det er simpelthen så latterligt langt ude, hvis det her er tilfældet. Det er næsten FOR langt ude. Det er utroligt, hvis jeg skal komme i problemer for det, siger Alex Rasmussen.

– Jeg er jo dobbelt så stor som ham. Michael er en lille-bitte bjerg-rytter på snart 40 år. Det er kun mennesker uden kendskab til cykling, der ikke vil kunne kende forskel.

Tidligere tirsdag var han frustreret over UCI, hvis sagsbehandling han mente var til grin, og den frustration er ikke blevet mindre i løbet af dagen. Men han regner ikke med at forfølge sagen, selvom han dog stadig gerne vil køre med i det løb, han blev udelukket fra. Han vil i stedet bruge energien på cykling:

– Jeg kan jo kun bruge det til noget, hvis jeg får lov til at køre. Og jeg vil bare gerne køre for at vise, at min form er god. Så må de give mig en times tidsstraf og forbyde mig at køre med i spurterne, siger Alex Rasmussen og slår samtidig fast, at han ikke på nogen måde forestiller sig, at han onsdag får lov til at stille til start i løbet Circuit de la Sarthe med en dags forsinkelse.

UCI forklarede sig tidligere tirsdag via en kommunikationsansat til ekstrabladet.dk, hvorfor Alex Rasmussen ikke fik lov til at stille til start. Her lød begrundelsen, at de dokumenter, han skulle indsende til Ernst & Young (UCI’s revisionsselskab, red.), ikke blev registreret i tide. skrev UCI’s kommunikationsmanager Devra Pitt Gétaz i en mail til ekstrabladet.dk.De papirer er allerede nu gået i orden, så Alex Rasmussen er klar til at køre søndagens store klassiker Paris-Roubaix, hvis Garmin – som han forventer – vil stille ham til start i det legendariske løb.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu