Alle DSB-værksteder ligger øde

13. december 2011 13:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Alle DSB-værksteder ligger øde
Billede mangler

Samtlige ansatte på DSB’s værksteder i Aarhus, Fredericia, Taastrup, København og Roskilde er gået hjem.
De omkring 900 håndværkere, smede og elektrikere i DSB Vedligehold har i løbet af formiddagen taget beslutningen om at gå hjem i protest mod deres pensionsforhold.
“Stemningen er endnu værre end i går. Så hvis man dømmer ud fra det, så ser det også ud til, at de nedlægger arbejdet i morgen,” siger landsformand i FO Jernbanedrift under Dansk Metal Flemming Rasmussen til Newspaq.
Det koster de DSB-ansatte både daglønninger og bod at strejke. Men vreden er også stor over, at ledelsen har afvist, at indbetale pensionsbidrag af hele lønnen, som det er normalt på det private arbejdsmarked.
“Det er dyrt for medlemmerne, og de skal jo også have råd til julegaverne. Men de er dybt frustrerede. Ellers så gør man ikke det her,” siger Flemming Rasmussen.
Ledelsen i DSB har ikke indkaldt til et nyt møde på baggrund af arbejdsnedlæggelsen.
“De har sagt, at de ikke har ekstra penge til os. Så der er status quo i øjeblikket,” siger Flemming Rasmussen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu