Alm. Brand scorer på forsikring men betaler til bank

26. februar 2013 08:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Alm. Brand scorer på forsikring men betaler til bank

Alm. Brand-koncernen har to ansigter: Det succesfulde forsikringsselskab, som i 2012 fik et resultat over det forventede, og den skrantende bank, som netop i dag får et kapitalindskud på 700 millioner kroner.

 

Banken kom ud af 2012 med et underskud før tab og nedskrivninger – altså på den rene drift  – på 39 millioner kroner. Og inklusiv tab og nedskrivninger røg underskuddet helt op over en halv milliard kroner.

Tabene stammer især fra pantebreve og landbrug, ligesom en generel beskæring af udlånsporteføljen medfører tab.

De 700 millioner kroner fra koncernen skal sikre den kapitalmæssige overdækning i banken og desuden bruges til at indfri 430 millioner kroner eller godt halvdelen af den statslige hybride kernekapital, banken er tildelt.

»Den delvise indfrielse vil medføre en betydelig reduktion i bankens fremtidige fundingomkostninger,« vurderer Alm. Brand i regnskabsmeddelelsen.

For 2013 forventer Alm. Brand, at banken kommer ud med et lille overskud på 5 millioner kroner, og samlet for koncernen vil især skadeforsikring men også liv- og pensionsforretningen sørge for et overskud på 440 millioner kroner før tab og nedskrivninger.

Faldet i forhold til 2012-resultatet afspejler blandt andet, at forsikringsselskaberne havde et meget heldigt år. Det fik den såkaldte combined ratio til at falde fra 92,3 til 83,3, hvilket afspejler, at koncernen kun brugte 83,3 kroner til erstatning og omkostninger ud af hvert 100 kroner, der kom ind i præmier.

»Året har været kendetegnet ved generelt få skader, og specielt vejrliget har påvirket årets resultat positivt, ligesom der igen i 2012 har været få storskader. Sammen med afløbsgevinster specielt fra personrelaterede brancher er Combined Ratio positivt påvirket med 8,6 procentpoint i forhold til et normalt år,« skriver Alm. Brand i sin årsberetning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu