Alvorlig psykisk sygdom i Breiviks familie

22. december 2011 09:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Alvorlig psykisk sygdom i Breiviks familie
Billede mangler

Alvorlig psykisk sygdom løber i Anders Behring Breiviks familie.
Den norske massemorders mormor var ifølge den norske tv-station NRK alvorligt psykisk syg, og Breivik selv var som fireårig indlagt på en psykiatrisk afdeling i Oslo sammen med sin familie.
Det fremgår af en dokumentarudsendelse om Breiviks familiære baggrund, som NRK viste onsdag, skriver DR.
I udsendelsen medvirkede blandt andet den norske massemorders far og stedfar i interview om sønnen, der i juli i år dræbte i alt 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya.
Tilbage i 1983 blev den fire år gamle Breivik sammen med sin familie indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling i Oslo.
Opholdet varede næsten en måned, og psykologen, der observerer familien, karakteriserede den unge norske dreng som “passiv, ængstelig og med et påtaget afvæbnende smil”.
Af udsendelsen fremgik det, at Breiviks mor var meget påvirket af at have haft en svær opvækst med en psykisk syg mor.
Lægerne foreslog derfor, at drengen bliver fjernet fra sin mor for at forebygge, at hans udvikling forløber skævt. Forholdet mellem de to blev beskrevet som “vanskeligt”.
Denne anbefalingen blev dog aldrig fulgt.
Moren har ikke ønsket at kommentere oplysningerne i dokumentarudsendelsen.
Kilde: DR
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu