Amagermanden skal igen i retten

25. juni 2012 07:37 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Amagermanden skal igen i retten
Billede mangler

Han fik fængsel på livstid, da han blev dømt for to drab og seks voldtægter. Men nu skal Amagermanden – Marcel Lychau Hansen – atter i retten.
Københavns Politi har rejst tiltale mod ham for medvirken til forsøg på voldtægt.
Til gengæld bliver der ikke rejst tiltale mod sønnen i forbindelse med dna-komplottet.
– Vi kan jo ikke bevise, om han ville gøre det. Eller hvor langt han ville komme med forsøget, siger anklager Maria Cingari.
Hos sønnen i Nordsjælland fandt politiet flere afklippede fingerspidser fra en gummihandske med farens sæd, som er blevet smuglet ud af Vestre Fængsel.
Samtidig fandt man smykker, som tilhører nogle af Amagermandens ofre fra brutale voldtægter på flere unge kvinder og piger i en lejlighed på Ingolfs Allé i 1995.
Tanken med dna-materialet var, at sønnen skulle plante sæden på et tilfældigt offer, så faren selv kunne blive frifundet.
For blev Marcel Lychau Hansens dna fundet på et gerningssted, mens han selv sad inde, så måtte der jo logisk nok være en anden derude med samme dna som ham selv.
“Hvis du slår en eller anden ned og bruger mit dna, så kommer jeg ud, det er helt sikkert”, skrev han til sønnen.
Selvom Marcel Lychau Hansen blev idømt den maksimale straf, livstid, er det ikke helt uden betydning, at der nu kommer en ny retssag.
– Han kan selvfølgelig ikke få mere end livstid. Men det kan efterfølgende få betydning for spørgsmålet om prøveløsladelse, siger Maria Cingari.
Det var i december 2011, at livstidsdommen faldt for to drab og seks voldtægter. Sagen hvilede i høj grad på dna-beviser.
Politiet har forsøgt at finde ud af, hvordan gummitutterne med sæd blev smuglet ud af fængslet.
Ifølge Ritzaus oplysninger har Marcel Lychau Hansen selv sagt, at han gav dem videre, mens han havde besøg i fængslet, selvom politiet overvågede besøgene.
Efterforskerne er dog stadig overbevist om, at han har haft en hjælper. Men det har ikke været muligt at finde dna fra andre end Marcel Lychau Hansen og sønnen på gummitutterne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu