Amagermanden vil intet sige

25. juni 2012 12:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Amagermanden vil intet sige
Billede mangler

Amagermanden har ikke tænkt sig at sige et ord om de anklager, der er rettet mod ham mandag formiddag i Københavns Byret.
Derfor kunne sagens anklager, Maria Cingari, allerede kort efter klokken 9.30 kalde på dagens første vidne.
Københavns Politi har rejst tiltale mod Amagermanden, der bærer det borgerlige navn Marcel Lychau Hansen, for medvirken til forsøg på voldtægt ved at prøve at iscenesætte et dna-komplot.
– En ung pige ringede til Station Amager og fortalte, at hun var kæreste med Amagermandens søn, siger kriminalassistent Tonny Holk, hovedefterforsker i sagen.
– I den forbindelse havde hun fundet nogle breve og spidsen af en gummihandskefinger, hvor der var noget i, som hun mente kunne være spyt, siger han.
Pigen afleverede tingene til politiet, som efterfølgende ransagede sønnens bopæl. I alt otte gummitutter og seks breve, der var adresseret til “min søn N”, blev i den forbindelse fundet.
Amagermanden ser slidt ud i dag. Han har fuldskæg og er iført grå hættetrøje og blå jeans. Han sidder roligt og ser op mod domsmændene.
I december sidste år fik han en livstidsdom for to drab og seks voldtægter, og han afsoner i øjeblikket på behandlingsanstalten Herstedvester.
Han ankom til retten mandag eskorteret af fire retsbetjente.
Gummitutterne indeholdt ikke spyt, men Amagermandens sæd.
Ifølge anklagemyndigheden var Amagermandens intention, at sønnen skulle plante sæden på et tilfældigt offer, så han selv kunne blive frifundet.
For blev Marcel Lychau Hansens dna fundet på et gerningssted, mens han selv sad inde, så måtte der jo logisk nok være en anden derude med samme dna som ham selv.
“Hvis du slår en eller anden ned og bruger mit dna, så kommer jeg ud, det er helt sikkert”, skrev Amagermanden til sin søn i et brev.
Selvom Marcel Lychau Hansen blev idømt den maksimale straf, livstid, er det ikke helt uden betydning, at der nu kommer en ny retssag.
Bliver han dømt mandag, kan det nemlig få betydning for spørgsmålet om prøveløsladelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu