Ambitiøs babymad får ny chance

15. april 2013 17:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ambitiøs babymad får ny chance
Billede mangler

Det så sort ud for Silvia Wulff og hendes virksomhed Lovemade, da Coop efter knap et år med det økologiske babymad på hylderne valgte at afbryde samarbejdet. Salget havde ganske enkelt ikke været godt nok.

Det var et alvorligt slag for den ambitiøse iværksætter og virksomhedens medejere, kokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, der har udviklet opskrifterne til babymaden. Også hos venturefonden CAT, der siden Lovemades etablering i 2010 har investeret knap tre mio. kr. i virksomheden, var skuffelsen stor, da man havde forventet, at en introduktion på det danske marked var mulig.

Det stod faktisk så grelt til, at iværksætteren og investorerne befandt sig i en situation, hvor man skulle vurdere, om selskabet skulle afvikles, eller brandet skulle sælges. Valget faldt dog på at forsøge sig i Sverige, hvor analyser pegede på, at markedet og potentialet for babymad var stort.

Livlinen kom i efteråret i form af en aftale med den meget store svenske detailkæde ICA om at teste Lovemades produkter i enkelte butikker.

Nu er smilene hos Lovemade blevet endnu større, da et comeback i de danske detailkæder er en realitet. Superbest relancerer sit butikskoncept ved udgangen af denne måned og vil i den forbindelse bl.a. fokusere yderligere på sund mad til de mindste. Dermed kan Silvia Wulff fra 28. april se sine produkter i 92 danske Superbest butikker samt på supermarkedkædens netbutik.Passer til nyt koncept

Lisbeth Dalgaard, der er købmand i Hørsholm og en del af den styregruppe, der arbejder med Superbests nye butikskoncepter, har en væsentlig andel i, at Lovemade nu igen er på vej tilbage i de danske butikker.

»Vi har scannet markedet og ledt efter kvalitetsprodukter blandt andet inden for børnemad. Og her passer Lovemade rigtigt fornuftigt,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvorfor hun forventer, at produktet nu kan blive en succes, efter at konkurrenterne i Coop ikke var i stand til at løfte salget, peger hun på flere elementer.

»Timing i dagligvarer er ekstremt vigtigt. Nogle gange lykkes det, og andre gange gør det ikke. Men vi tror på, at det nu er tid for et produkt som Lovemade. Det er den slags produkter, som vi med vores nye koncept gerne vil være kendt for, og det betyder også, at vi dedikerer vores tid og ressourcer til at gøre det synligt,« forklarer Lisbeth Dalgaard.Synlighed er en udfordring

Netop synlighed har været udfordringen for Silvia Wulffs produkter, da det er en frostvare og dermed ikke at finde på de hylder, hvor der typisk står babymad.

»Det er selvfølgelig en udfordring at skulle gøre nybagte forældre opmærksomme på, at kvalitetsbabymad skal findes i fryseren. Vi skal ud og rykke målgruppen rent fysisk, men jeg håber, at vi sammen kan være med til at sætte fokus på kvalitet til babyer og alle de fordele, der er ved den naturlige konservering, som frost er,« forklarer Silvia Wulff.

Lovemade har siden efteråret været på hylderne i Sverige i testbutikkerne ICA Maxi i Haninge og Lindhagen, som begge er meget store supermarkeder i Stockholm-området, hvor konceptet med integrerede frysere i babyafdelingen afprøves.

Testen går ifølge Silvia Wulff godt, og i løbet af foråret forventer hun afholde en evaluering med ICA.

Med den nye aftale med Superbest og en forhåbning om en udrulning på det svenske marked skal produktsortimentet udvides fra de foreløbige fire forskellige slags babymad. Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg har dog allerede gang i gryderne og har flere forskellige nye produkter i pipelinen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu