Ambitiøse mål for København Håndbold

28. februar 2013 16:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ambitiøse mål for København Håndbold
Billede mangler

Der er ambitiøse folk, der står bag København Håndbold. Målet for det nye hold er at etablere sig i den bedste halvdel af dameligaen allerede i den første sæson og nå slutspillet.

Det oplyste København Håndbold ved et pressemøde torsdag.

– København Håndbold vil udvikle, tiltrække og fastholde danske talenter og profiler i København og Omegn, og derigennem drive en virksomhed med økonomisk, menneskeligt og sportsligt overskud, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Den første sæson under det nye logo, der er holdt i brunlige farver og som forestiller en brølende tiger, bliver sæsonen 2013-14. Det er her, klubben gerne vil nå håndboldligaens slutspil.

– Den efterfølgende sæson stræber København Håndbold mod top-4, og herefter mod at konsolidere sig i toppen af dansk kvindehåndbold, samt på sigt at skabe resultater i Europa, skriver klubben.

På pressemødet kunne klubben præsentere seks spillere, der alle er klar til at spille under cheftræner Martin Albrechtsen.

De seks spillere er Nanna Friis, Simone Spur, Søs Søby, Pernille Larsen, Sofie Bloch og Christina Krogshede. De bliver senere efterfulgt af flere, forsikrer cheftræneren.

– Det bliver ikke det sidste, der kommer fra os i løbet af foråret. Nu har vi fået nogle bagspillere på plads, så der kommer nok også noget på fløjene og målvogterpladsen, siger han.

– Jeg glæder mig over, at vi nu endelig har offentliggjort projektet, og jeg ser frem til, at jeg kan præsentere et ærgerrigt og spillelystent hold, hvis mission er at genskabe entusiasme og interesse for damehåndbolden i København, understreger Martin Albrechtsen.

Flere af landsholdets profiler er tiltænkt en rolle på det nye hold. Blandt andet Pernille Larsen, der skifter fra Viborg til hovedstaden.

– Jeg synes, det lyder spændende og jeg vil gerne være med til at bygge noget op, siger landsholdsspilleren.

Den lyshårede bagspiller ser også frem til at opleve en ny by.

– København er en spændende by, som bliver sjov at opleve. Jeg har store forventninger til mit ophold her, det er et hold med et stort potentiale, siger Pernille Larsen til TV 2 News.

Også Christina Krogshede, der indtil nu har spillet for FIF, er med på det nye hold.

– Der bliver mere tid til at træne, hvile og dermed forebygge skader. Det glæder jeg mig til. Med det fundament, der er beskrevet, glæder jeg mig til at se, hvad det bliver til, siger FIF-profilen ifølge TV 2 News.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu