Amerikansk dommer kræver fortrydelsespiller til alle

6. april 2013 09:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amerikansk dommer kræver fortrydelsespiller til alle
Arkivfoto: Colourbox.

USA: I 2011 satte det amerikanske sundhedsministerium en stopper for helt unge pigers frie adgang til nødprævention, som kan forhindre graviditet efter sex.

 

Med ministeriets regler skal unge under 17 år have recept for at købe de såkaldte fortrydelsespiller, noget som blev støttet af præsident Barack Obama med begrundelsen, at helt unge pigers adgang til potentielt risikabel medicin skulle reguleres.

Men nu bliver fortrydelsespillerne atter frit tilgængelige i håndkøb for alle amerikanere, uanset alder. Ifølge internetmagasinet Mother Jones har en dommer ved den føderale domstol i New York omstødt sundhedsministeriets afgørelse med den begrundelse, at pillerne er ufarlige og at sundhedsminister Kathleen Sebelius’ beslutning var »politisk motiveret, videnskabeligt uberettiget og i strid med hidtidig praksis«.

»Påberåbelsen af, at fortrydelsespiller skulle have en negativ effekt for 11-årige piger, er en undskyldning for at fratage et overvældende flertal af kvinder deres ret til at anskaffe sig prævention uden ubegrundede og besværlige restriktioner,« siger dommer Edward R. Korman ifølge Mother Jones i sin afgørelse.

Hos lobby-gruppen Center for Reproductive Rights glæder man sig over afgørelsen. Ifølge gruppen er aldersgrænsen for køb af fortrydelsespiller ikke kun hæmmende for unge piger men også for ældre kvinder, der er nødt til at bevise deres alder, når de køber medicinen.

»Endelig har videnskaben sejret over politikken til glæde for millioner af kvinder over hele USA,« formand Nancy Northrup til Mother Jones.

I Danmark findes der fortrydelsespiller i både håndkøb og på recept. Håndkøbsmedicinen skal tages inden for 72 timer efter samlejet for at have effekt, mens man kan vente i op til 120 timer med at tage den receptpligtige fortrydelsespille.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu