Tæt ved Nordkorea: Amerikansk kamphelikopter styrtet

16. april 2013 08:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tæt ved Nordkorea: Amerikansk kamphelikopter styrtet
Foto: Colourbox.

SYDKOREA: En amerikansk Black Hawk-helikopter er tirsdag morgen dansk tid styrtet ned nær den nordkoreanske grænse under en militærøvelse, skriver flere internationale medier.

 

Der var 16 personer om bord, og ifølge AFPs oplysninger er der ingen meldinger om tilskadekomne.

Amerikanske myndigheder har beskrevet styrtet som »en hård landing« i den sydkoreanske Cheolwon-region, der grænser op til Nordkorea.

Den koreanske halvø er for tiden præget af militære spændinger, der blandt andet skyldes Nordkoreas vrede over USAs og Sydkoreas militærøvelser, der i Pyongyang anses som generalprøver på en invasion.

Der er i øjeblikket over 25.000 ansatte i det amerikanske militær udstationeret i Sydkorea, der teknisk set har været i krig med Nordkorea i over 60 år.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu