Amerikansk politi indstiller menneskejagt

14. februar 2013 08:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amerikansk politi indstiller menneskejagt
Billede mangler

USA: En ugelang menneskejagt er slut. Det bekræfter politiet i Californien dagen efter fundet af et forkullet lig i en hytte, hvor den tredobbelte morder Christopher Dorner menes at have opholdt sig, skriver amerikanske medier.

 

Politichefen i San Bernadino, John McMahon, siger, at man endnu ikke har kunnet identificere ligresterne.

»Men vi mener, at efterforskningen er afsluttet på dette tidspunkt,« siger han.

Dorner er anklaget for at have dræbt fire personer som hævn for at blive fyret fra sit arbejde som betjent. Et job han mistede, efter han anklagede en kollega for at mishandle en anholdt. Blandt de dræbte er en politimand, en tidligere kollegas datter og hendes forlovede.

Menneskejagten sluttede torsdag aften, efter politiet havde fået et tip om, at en mand, der matchede beskrivelsen af Dorner, havde stjålet en bil i området omkring Big Bear Lake, som er et populært skisportssted omkring 130 kilometer øst for Los Angeles.

Politifolk forfulgte den mistænkte, der søgte tilflugt i en sneklædt bjerghytte, som politiet omringede, og den mistænkte begyndte at skyde mod politiet. Ifølge politichefen mindede det om en krigszone.

»Skuddene blev bare ved med at komme, men politifolkene gav ikke op,« sagde John McMahon ved en pressekonference.

»Vores betjente er sande helte,« fortsatte han.

Christopher Dorner havde skrevet et manifest, som han havde lagt ud på internettet og sendt til flere medier, før han begik det første drab.

»I mange tilfælde kan sådan et manifest ses som et selvmordsbrev,« siger Jack Digliani, der er politipsykolog.

Ifølge psykologen giver manifestet indsigt i forhold, der kan forklare, hvorfor Dorner gik fra at være en pligtopfyldende betjent til hævngerrig drabsmand.

»Han præsenterer det som en sag om retfærdighed. Han vil genskabe sit gode navn og rygte. Det er hævnere eller korsfarerens perspektiv: »Jeg har ikke lyst til at gøre dette, men det er den eneste måde at nå målet på«,« siger Digliani.

En politimand blev dræbt under skudvekslingen, mens en anden blev hårdt såret. Under ildkampen smed politiet tåregas in i hytten for at drive Dorner ud.

Det er endnu uklart, hvordan branden opstod, men politichef McMahon siger, at politiet ikke bevidst havde sat ild til hytten.

Retsmedicinske undersøgelser skal nu fastslå med sikkerhed, om liget er Christopher Dorner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu