Amerikansk protest mod EU-finansskat

14. februar 2013 19:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amerikansk protest mod EU-finansskat
Billede mangler

BERLIN: Forslaget til en særlig skat på finansielle transaktioner, som EU-kommissionen har præsenteret torsdag, møder skarp kritik fra USA.

 

I et brev til Kommissionen, som b.dk er i besiddelse af, advares EU-landene om, at de styrer mod trakatbrud, hvis de vedtager forslaget.

Brevet er underskrevet af blandt andre The United States Chamber of Commerce og The Financial Services Forum, der repræsenterer 19 af de mægtigste finansielle selskaber i USA.

Striden kommer midt i de igangværende forhandlinger mellem EU og USA om en frihandelsaftale.

Det er EU-kommissionens plan om at lægge en mindre skat på handler overalt i verden med aktier og visse andre værdipapirer, der er udstedt inden for de europæiske landes område, der møder modstand.

»I lyset af det foregående advarer vi stærkt imod formen i Kommissionens udkast til direktiv, fordi det ikke er resultatet af multilaterale forhandlinger med de involverede lande og vil, som udkastet ser ud, finde anvendelse på et stort antal transaktioner udenfor de implementerende stater i modstrid med traditionelle internationale skattenormer og traktataftaler,« hedder det i brevet.

Det er 11 EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen, der planlægger at indføre en såkaldt »Tobin-skat«, altså en skat på finansielle transaktioner. Det har de øvrige EU-lande accepteret.

Planen rykkede et skridt nærmere, da EU-Kommissionen præsenterede en opdateret model. Den indebærer en skat på 0,1 procent på køb og salg af aktier og obligationer, mens derivater skal beskattes med 0,01 procent. En række handler for almindelige borgere og virksomheder er undtaget.

Skatten ventes at indbringe mellem 30 og 35 mia. euro om året. Kommissionens forslag forsøger at modvirke handelsflugt fra EU-landene ved også at omfatte handler, der foretages andre steder, af papirer, der er udstedt i et af de pågældende EU-lande.

Formålet med skatten er ifølge Kommissionen at ensarte beskatningen i Europa, gøre finansverdenen mere ansvarlig og få den til at bidrage til statskasserne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu