Amerikanske politikere vil forlænge gældsloft midlertidigt

23. januar 2013 20:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amerikanske politikere vil forlænge gældsloft midlertidigt
Billede mangler

Et flertal i Repræsentanternes Hus er parat til at forhindre USA i at ramle ind i betalingsstandsning.

 

Gældsloftet, som er en politisk fastsat grænse for, hvor mange penge den amerikanske stat må skylde væk, kommer nu til at løbe frem til 19. maj, hvis medlemmerne af Kongressens andet kammer, Senatet, som ventet også siger god for forlængelsen.

Der har været stor politisk uenighed omkring forlængelsen blandt de dominerende partier Demokraterne og Republikanerne, sidstnævnte har krævet massive nedskæringer på de nationale budgetter for at stemme for forlængelsen, men ifølge New York Times fraveg de onsdag dette krav.

Med stemmetallet 285-144 blev forlængelsen vedtaget med et overbevisende flertal, som i høj grad delte sig langs partilinjerne i Repræsentanternes Hus.

En stor del af Det Demokratiske Parti, som præsident Barack Obama tilhører, havde gerne set en længerevarende forlængelse for at undgå, at der igen skal opstå usikkerhed om USAs økonomiske kurs.

Obama har via sin talsmand allerede oplyst, at han vil stemme for forlængelsen af gældsloftet, selvom han ligesom mange af sine partifæller gerne havde set, at man havde fundet en mere langvarig løsning.

Hver gang USA nærmer sig gældsloftet, medfører det stor bevågenhed, for hvis gælden rammer loftet, kan staten ikke længere betale sine udgifter, ligesom den ikke kan afdrage på statsgælden. Dermed vil USA teknisk set gå bankerot.

Den amerikanske statsgæld ligger i dag på omkring 16.400 billioner dollar – svarende til mere end 90 billioner kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu