Amnesty til Søvndal: Sæt nyt pres på Bahrain

7. februar 2013 04:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amnesty til Søvndal: Sæt nyt pres på Bahrain
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF). Foto: um.dk.

Forud for det kommende topmøde mellem EU og de arabiske lande i Gulf Corporation Council (GCC), som afholdes i Bahrain i foråret, mødes Amnesty International og Bahrain Center for Human Rights (BCHR) torsdag med udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for at drøfte den aktuelle situation i Bahrain. Også den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi Alkhawajas datter, Maryam Alkhawaja, er med til mødet.

 

– Selv om der er klare beviser for tortur, overgreb og uretfærdige retssager i Bahrain, så har det diplomatiske pres på styret endnu ikke båret frugt. Vi opfordrer udenrigsministeren til at arbejde for, at sagen kommer på dagsordenen ved det kommende topmøde mellem EU og de arabiske lande i GCC, når de mødes i Bahrain i foråret. De uskyldigt dømte fanger skal løslades, og styret skal stille de ansvarlige for tortur og drab til regnskab. Disse overgreb skal ikke have lov at gå i glemmebogen, siger Stinne Lyager Bech, der er koordinator for Amnesty Internationals kampagne for ytringsfrihed i Mellemøsten.

Siden den folkelige opstand i februar 2011 har regimet fængslet hundredvis af demonstranter og idømt langvarige fængselsstraffe til menneskeretsforkæmpere, der med fredelige midler har kæmpet for demokrati og reformer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu