Amnesty vil hive EU-lande i retten

5. april 2013 05:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Amnesty vil hive EU-lande i retten

EU-Kommissionen bør sikre, at en række af EUs medlemslande kommer for retten for at tillade grove overgreb på og diskrimination af romaer. Det mener menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, som derfor indleder en ny europæisk kampagne for at gøre opmærksom på problemet, skriver Politiken.

 

En ny rapport slår fredag fast, at romaer bliver behandlet i strid med EUs forbud mod racediskrimination. Romaerne oplever blandt andet at blive stuvet sammen i ghettoer uden adgang til el og vand, mens deres børn bliver sendt i specialskoler rettet mod mentalt handikappede, står der i rapporten.

Samtidig gør politiet ikke nok for at hindre vold mod romaer, og ofte bliver volden ikke efterforsket, hævder Amnesty International.

»EU-kommissionen har magt til at gøre en permanent forskel for de marginaliserede og diskriminerede i Europa, herunder romaerne. Desværre har kommissionen ikke udnyttet sine beføjelser fuldt ud på dette område«, fastslår rapporten.

EUs justitskommissær Viviane Reding hævder via sin talskvinde, at Kommissionen har været aktiv for at sætte romaernes vilkår på den europæiske dagsorden, blandt andet gennem krav om nationale romastrategier.

Hun vil ikke afvise, at retssager kan komme på tale med tiden, men det kræver konkrete sager, lyder det fra Bruxelles.

Og det er gode nyheder, mener kampagneleder i Amnesty, Helle Jacobsen, som ifølge Politiken nu vil gå i gang med at indsamle konkrete sager.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu