Anbragte unge er bagud i skolen

2. april 2013 13:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Anbragte unge er bagud i skolen
Billede mangler

Det er vanskeligt for unge 15-årige, der er eller har været anbragt uden for hjemmet, at få de nødvendige skolefærdigheder, der skal sikre deres fremtid.

 

Det viser en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der følger alle tidligere eller nuværende anbragte børn født i 1995.

De anbragte unge har generelt svært ved at holde trit med deres jævnaldrende, når det gælder skolen. Flere er begyndt i skolen sent, og over halvdelen har som 15-årige ikke nået 9. klasse. Især de unge, der er anbragt på døgninstitution, har svært ved at følge undervisningen, viser undersøgelsen, som er baseret på spørgeskemainterviews.

»Det indtryk, jeg danner mig, er, at når de bliver anbragt, så misser de noget skolegang, med mindre det er en fuldstændig glat anbringelse. De børn, der er anbragt hos plejeforældre, går i en ganske almindelig folkeskole, og jeg tror, at de langt hen ad vejen er med ligesom deres jævnaldrende. Men for mange af dem, som bliver anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, er det en anden form for skole, og derfor ser deres skolegang anderledes ud, og de er mere bagud,« siger seniorforsker Mette Lausten, der har været med til at lave undersøgelsen.

Og det får betydning for de unges voksenliv, hvis de ikke kommer ordentligt med i skolen.

»Vi har en stor svensk undersøgelse, der viser, at uanset forældrebaggrund og skolegang, så har det, at man ikke har fået folkeskolens afgangsprøve, eller at man har fået rigtig dårlige karakterer, betydning for, hvad man kommer ud i af problemer som voksen – eller hvad man ikke opnår som voksen, for eksempel uddannelse og beskæftigelse,« siger Mette Lausten.

Størstedelen af de anbragte unge har dog et positivt syn på deres skolegang, og når der tages højde for familiebaggrund, forventer de anbragte unge i højere grad end andre jævnaldrende at få en mellemlang videregående uddannelse. Og det er vigtigt med en indsats for at fastholde de unge i uddannelsessystemet og holde dem ude af misbrug og kriminalitet, lyder det.

»Vi skal have fat i de her unge og have dem fastholdt inden for uddannelsessystemet og på niveau med de andre. De skal have så meget støtte som muligt, for skolegang er det, der gør, at de klarer sig senere hen i livet. Hvis de kommer ud af folkeskolen på en ordentlig måde, så kommer de også ind i voksenlivet på en bedre måde,« siger Mette Lausten, der henviser til et projekt i Sverige, hvor skræddersyet lektiehjælp til børn i familiepleje har haft en tydelig effekt på, hvordan de klarer sig i skolen.

Rapporten bygger hovedsageligt på tredje dataindsamling af SFIs forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995, der skal skabe viden om, hvordan tidligere anbragte unge voksne klarer sig. Næste dataindsamling skal gennemføres i foråret 2014, hvor de unge er fyldt 18 år, og hovedparten af dem ikke længere vil være anbragt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu