Anders Breiviks mor er død

23. marts 2013 12:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Anders Breiviks mor er død
Billede mangler

NORGE: Den norske massemorder Anders Behring Breivik har mistet sin mor. Over for den norske avis VG bekræfter hendes advokat, at Wenche Behring Breivik sov stille ind fredag. Hun blev 66 år.

 

»Jeg kan bekræfte, at hun er gået bort,« siger advokat Ragnhild Torgersen til VG

Wenche Behring Breivik har været alvorligt syg gennem længere tid, og ifølge avisens oplysninger var hun indlagt på et sygehus i Oslo-området ved sin død.

Hendes advokat ønsker ikke at oplyse, om hun nåede at sige farvel til sin søn, der afsoner en livstidsdom i Ila Fængsel.

»Det må være mellem ham og hende,« siger advokaten, der oplyser, at Wenche Bering Breiviks familie er orienteret om dødsfaldet.

»Hun havde et stærkt ønske om, at medierne skulle lade hendes familie være i fred ved hendes død. Det var det sidste ønske, som hun kommunikerede til mig,« siger Ragnhild Torgersen.

Fængselsdirektør Knut Bjarkeid fra Ila Fængsel vil ikke kommentere dødsfaldet. Han oplyser dog, at det typisk er fængselspræsten, der fortæller indsatte om familiemedlemmers dødsfald, hvorefter den indsatte bliver tilbudt en samtale med præsten.

Det er en individuel vurdering, om den indsatte kan få lov til at deltage i begravelsen, fortæller han.

»Under normale omstændigheder vil man via udgangsrutiner finde ud af, om den indsatte kan deltage i begravelser, når der er tale om nær familie. Men der tages naturligvis også sikkerhedsmæssige vurderinger, og når det gælder Breivik er der helt andre sikkerhedsmæssige vurderinger i spil, siger fængselsdirektøren til VG.

Anders Behring Breiviks advokat, Tord Jordet, vil ikke kommentere sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu