Anders Dam: Sparekasseovertagelse kan koste filialer

25. januar 2013 20:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Anders Dam: Sparekasseovertagelse kan koste filialer
Billede mangler

Jyske Banks ordførende direktør vil ikke afvise, at der kommer til at ske lukninger af filialer i kølvandet på bankens overtagelse af Sparekassen Lolland.

 

Det er ifølge Business meldingen fra ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, efter at Silkeborg-banken fredag meddelte, at den overtager Sparekassen Lolland.

Med overtagelsen følger også sparekassens 45.000 kunder, 300 medarbejdere og 14 afdelinger, men Anders Dam vil dog ikke afvise, at der på sigt kan ske filiallukninger.

Finanstilsynet har efter en inspektion hos Sparekassen Lolland stillet skrappe krav til yderligere nedskrivninger, så egenkapitalen helt forsvinder. Men Sparekassen Lolland indledte forhandlinger med Jyske Bank, inden sparekassen blev insolvent.

– Det er Spar Lolland selv, der har rettet henvendelse til os, og så har vi undersøgt tingene, og det er sat ind i den her aftale, siger Anders Dam til Business.

Han tilføjer, at det længe har været kendt, at Sparekassen Lolland har søgt en løsning »på de åbenlyse problemer, der har været i pengeinstituttet.«

Ifølge Anders Dam er årsagerne til sparekassens problemer »ejendomsrelaterede«.

– Det har været ejendomsengagementer i ind- og udland, som har været ramt af tidernes ugunst, og det har betydet meget store nedskrivninger, siger han.

Selv om Sparekassen Lolland åbner som normalt på mandag, kan det få konsekvenser på længere sigt.

– Nu skal vi tale med medarbejderne. Vi er påpasselige og vil meget nøje vurdere situationen i hver eneste afdeling på Lolland og i samråd med medarbejderne finde ud af, hvad der er bedst, siger Anders Dam og oplyser, at man i de byer, hvor både Sparekassen Lolland og Jyske Bank er repræsenteret, formentlig vil samle filialerne på én adresse.

– Men der kan også være enkelte byer, hvor der bliver to adresser, fordi man har en meget betydelig markedsandel, siger han.

Anders Dam vil ikke udstikke nogen garanti for, at alle 300 medarbejdere i Sparekassen Lolland kan blive i deres job.

– Nu vil vi sætte os ned og se på kompetencerne og behovene hos den enkelte, og ud fra det vil vi tage bestik af situationen. I en bank som Jyske Bank er der 200-250 medarbejdere, der forlader os om året, så der opstår hele tiden nye jobs. Så i det omfang, der er tilpasninger på Lolland, så tilbyder vi de jobs, der kan opstå, siger han.

Spørgsmål: Frygter du ikke et sagsanlæg fra aktionærerne i Spar Lolland?

– Det aner vi ikke. Vi mener, at vi har lavet ædruelige beregninger på tingene ud fra den målestok, som vi vurderer tingene på, siger Anders Dam og oplyser, at der i næste uge vil blive afholdt orienteringsmøde for aktionærer.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen siger ifølge TV2 News i en kommentar til bankopkøbet:

– Jeg finder det positivt, at der er fundet en privat løsning, der sikrer at Jyske Bank fører bankaktiviteterne videre, og at ingen indskydere og simple kreditorer lider tab.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu